Samarbejde om trygt natteliv ved Suspect-koncert fredag

Nul-tolerance over for rusmidler ved Suspect-koncerten i Det Musiske Hus

14. december 2017 kl. 12.03

FREDERIKSHAVN: I forbindelse med udvalgte koncerter, samarbejder SSP, Politiet, Gadeteam Nord, Natteravnene og Det Musiske Hus om at gøre nattelivet trygt for alle.

Når Suspekt rammer Det Musiske Hus fredag den 15. december, så er der dømt "syng med" og fest for forhåbentlig alle fans og gæster, der dukker op til koncerten.

- Sådan en aften er det vigtigt, at vi skaber en tryg ramme i- og omkring spillestedet, for vi ved, at det er et publikum i alle aldersgrupper, der kommer - og vi har en særlig forpligtelse overfor de unge - og samtidig ønsker vi at signalere nul-tolerence overfor forbudte rusmidler, udtaler spillestedsleder Jens Ole Amstrup.

Udover den sædvanlige security, der holder øje med sceneområdet, salen og foyer, så er der til denne koncert også deltagelse fra SSP og Gadeteam Nord.

- Vi vil gerne være synlige sådan en aften. Vi ønsker ikke at blande os i festen, men er klar med information og hjælp, hvis nogle af de især unge koncertgæster, får brug for det. Vi står udenfor spillestedet med vores minibus når de ankommer - og inde i foyeren under koncerten, siger Vibeke Møller Lund, der er leder af SSP i Frederikshavn Kommune.

Synlig på aftenen bliver også den rusmiddelkampagne, som alle landets musikfestivaler og førende spillesteder har kørt. Den hedder: "Under The Influence Of Music", hvor budskabet er, at musikken er dit rusmiddel.

Læs mere om kampagnen her.
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste