Billede beskrivelse

Salling Fondens store gave giver glæde og stolthed

16. juni 2023 kl. 13.00

Omklædningsrum, grill, siddemøbler og udendørs fitness er nogle af de nye elementer på Palmestranden, som er gjort mulige af en donation på 300.000 kr. fra Salling Fonden. De nye faciliteter blev indviet med borgmestertale og trommehvirvel samt kagemand fra Føtex serveret af en glad varehuschef, Claus Bøje, der havde formidlet kontakten til Salling Fonden.

Billede beskrivelse

Bag ansøgningen stod foreningen Palmestrandens Venner, der gennem de seneste to år har ydet en stor frivillig indsats med at udvikle Palmestranden i et godt samarbejde med kommunens folk. Foreningen har bl.a. søgt og fået fondsmidler til en række nyanlæg på stranden, bl.a. en betonsti fra ishuset gennem klitten til stranden, som dermed er blevet tilgængelig for kørestolsbrugere og barnevogne.

Det var en stolt og rørt formand for Palmestrandens Venner, Michael Nielsen, der bød velkommen og senere viste rundt. Han var særlig glad for, at det nye inventar var skabt af borgere tilknyttet kommunens projektafdeling på Gl. Skagensvej. To af borgerne, Jonas Jeppesen og Angelo Shaw, klippede med synlig stolthed snoren sammen med borgmester Birgit S. Hansen.

Billede beskrivelse

I sin tale sagde borgmesteren bl.a., at Palmestranden er et legendarisk sted, noget unikt for Frederikshavn og et trækplaster for både byens borgere og turister. Palmestranden er for alle, der har lyst til vand og strand – og en is. Det er hygge og livskvalitet, og med de nye faciliteter er der skabt endnu bedre rammer for samvær i naturen. Jeg glæder mig over Palmestrandens Venners initiativ og samarbejdet med Projektafdelingen. Vi kan være stolt af det, vi skaber sammen, sagde Birgit S. Hansen.

Indvielsen foregik i det mest fantastiske sommervejr i mands minde, og der var fuld aktivitet på stranden, på beachvolleybanerne og omkring ishuset. En herlig dag for alle deltagere.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste