Sæsonstart med udflugt til Fur: Aktive Kvinder klar med nyt program
SÆBY: Aktive Kvinder Sæby har taget hul på den nye sæson, og traditionen tro var første arrangement en sensommertur, som i år gik til limfjordsøen Fur.
Den 27. august klokken 9.00 kørte to fyldte busser med 87 veloplagte damer ud af Sæby for at køre til Butik & Galleri Hvirvelkærgård ved Hadsund. Her kunne handles glaskunst, strik, tasker, dametøj, smykker med mere.
Efter en frokost i Hvirvelkærgårds festlokale gik turen mod Fur, hvor færgen fra Rønbjerg sejlede selskabet det lille stykke over til øen.
På Fur stødte to guider til, klar til at give en lærerig ø-rundfart med fortællinger om øens seværdigheder, geografi og befolkning.
Blind guide
En af guiderne, 62-årige John Brinch Bertelsen, fortjener lidt ekstra opmærksomhed, idet han som 29-årig blev erklæret blind.
John kender øen forfra og bagfra og kunne fortælle kvinderne om alt det, de kunne se.
Museumsinspektøren og guiden kunne give en cocktail, der var blandet af faglig viden og en stor portion jysk lune og underfundighed. Turen bød på mange blinde vinkler og sjove overraskelser, hvor lattermusklerne kom i brug.
Nyt program for 2024/2025
Aktive Kvinders nye program, der er blevet uddelt til medlemmerne, byder på en bred vifte af arrangementer med noget for snart sagt enhver smag.
Her kan blandt andet nævnes foredrag, modeshow, virksomhedsbesøg og jubilæumsfest.
Næste arrangement afvikles allerede mandag den 23. september i Musikhuset, Skolegade, med et foredrag af Emilie Moe, der var Jehovas Vidne, indtil hun blev udstødt, og hun vil fortælle om, hvordan livet leves nu.
Mandag den 7. oktober er der i Cafe Sol i Sæby Spektrum, foredrag med forstander for Aalborg Kloster og folketingsmedlem, Flemming Møller Mortensen.
Foredraget har titlen ”Gaver til mit liv – fra Himmerland til Christiansborg og Aalborg”.
Aktive Kvinder Sæby, der tæller 320 medlemmer, afholder 80-års jubilæumsfest torsdag den 28. november i Cafe Sol med blandt andet fællessang og underholdning.
Hyggeklubben
Klubben afholder deres arrangementer i ulige uger fra klokken 14.00 til 16.00 i Musikhuset.
Hyggeklubben startede den nye sæson torsdag den 12. september med underholdning af Hansen Trio og som altid med servering af kaffe og kage.
Næste arrangement er den 26. september med et foredrag af Kresten Møller Pedersen ”Jeg er da normal – et godt liv som spastiker”.
Alle er velkommen.