Sæbys Internationale Musikfest
Forkælet med festlig, fornøjelig og folkelig musik
SÆBY: Flere tusinde blev over tre dage forkælet med festlig, folkelig og fornøjelig musik, som trak gæster til fra nær og fjern. Musikkorps Sæbys mange frivillige havde sat alle sejl til for, at alt skulle spille optimalt for såvel udøvere, som tilskuere.
Borgmester Birgit Hansen kunne med stolthed og glæde byde velkommen til 26 musikkorps fra såvel ind- som udland.
Fra den store scene på Sæby Torv lørdag den 29. juni kunne hun se omkring 750 glade og forventningsfulde musikere i nypressede uniformer stå helt klar til at indtage ni forskellige spillesteder rundt i byen og på havnen, der gør, at weekenden kommer til at stå i musikkens tegn.
Birgit Hansen mindede, om at Sæby er en by med en stærk musikalsk tradition. Musikken er en vigtig del af byens DNA og fungerer som omdrejningspunkt for mange sæbynitter.
Musikken har det med at flyde i blodet, i årerne og ud gennem porerne. Den samler os, bevæger os og gør os rige på oplevelser.
Den inviterer os, byder op til dans, men også til eftertanke og nærvær. Det er dét musikken kan. Den taler direkte til vores følelser og bringer os sammen.
Men tre dage med mere end 80 koncerter kommer ikke af sig selv, hvorfor borgmesteren hyldede og takkede de mange frivillige, der stod bag eventen med det fantastisk flotte sammensatte program.
Til minde om Henrik
Agersted Brass Band mindedes Henrik Kostending, som døde i det tidlige forår og som nogle år var medlem af Agersted Brass Band og til det sidste var formand for Musikkorps Sæby. Henrik elskede jazz og brassbandmusik, hvorfor valget på Glenn Millers uforglemmelige ”Moonlight serenade” var meget velvalgt.
Trofaste norske deltagere
Ved samtlige musikfester har vort norske broderfolk været rigt repræsenteret, således også i år. To af de orkestre der har været flittige deltagere er Bestum Stasmusikk og Oppsal Janitsjar. To af besætningsmedlemmerne fra disse orkestre er også ægtefæller og kom sejlende via en enkelt overnatning i Skagen til Sæby Havn fredag middag. Anne Svanevik og Knut Olav Furuseth fortæller, at så vidt de husker, har de været med fra start.
Sammen med deres 14 måneder gamle skibshund ”Kira” nyder de at gæste Sæby. Det er et koseligt sted med lutter venlige mennesker og byen har en dejlig charme siger de begge.
Mad og drikke under musikfesten
Blandt de, der haft travlt som i travlt hele weekenden er restauratør Michael Christensen og slagter Leif Tranholm, der med deres medarbejdere har serviceret med drikke og mad til publikum og til mange af deltagerne. Den faste medarbejderstab har fået god hjælp af et halvt hundrede frivillige fra Sæby H.K., der har været med overalt. Michael Christensen fortæller, at de har haft et rigtig godt samarbejde med klubben og der også bliver et overskud, som ungdomsholdene kan få glæde af. Til de voksne der har taget slæbet bliver der arrangeret en hjælperfest på Lanternen lørdag den 5. oktober
Også musikkorpset fortjener stor ros for, at de hver 3. år er i stand til at stable et så imponerende arrangement på benene, som ovenikøbet er ganske gratis at overvære. Vi glæder os allerede til 2022.