Sæby Havn indviet: Det blev den dejligste morgen i hundrede år
Det nye havneområde i Sæby Havn blev lørdag formiddag indviet. En indvielse, som blev et sandt tilløbsstykke, trods den hårde konkurrence med karnevallet i Aalborg.
For Sæby Havn kunne sandelig også byde på lidt af det hele. Først og fremmest var der kommet styr på vejrguderne, for solen kiggede frem og vinden havde lagt sig til et ganske acceptabelt niveau. Med Keld Skovgård i spidsen blev der, på Sæby Kirkes vegne, inviteret til fællessang, hvor der blandt andet blev sunget I østen stiger solen op og Blæsten går frisk over Limfjordens vande.
En jublende glad borgmester
Borgmester Birgit Hansen startede med en tale den officielle åbning af havneindvielsen og fortalte at hun følte sig lidt nervøs. Men kun fordi det netop var i Sæby, den by, hvor hun selv er opvokset i og fordi denne havneudvidelse betyder så meget for området.
Birgit Hansen fik også indlagt en invitation til alle de fremmødte, som ikke allerede er Sæbynitter. For borgmesteren kunne tilbyde både billig grundskyld og skatter.
- Vi skal sammen skabe liv og tage imod besøgende fra både land- og vandsiden og blive et endnu større tilløbsstykke, som binder både by og havn sammen, sagde Birgit Hansen i sin tale og takkede efterfølgende en lang række af samarbejdspartnere.
Havnefogeden, Birger Isaksen, fik en lille ekstra personlig hilsen med på vejen af Birgit Hansen for hun gav ham denne salut med på vejen: Birger du virker lidt sur indimellem. Det er du også, men det kaldes kærlighed og arrangement til din arbejdsplads. Og det skal du have tak for.
Den dejligste morgen i hundrede år
Herefter gik formanden for Sæby Erhvervsforening, Kim Müller, til mikrofonen og startede med sætningen: Det er den dejligste morgen i hundrede år. Samme sætning havde han brugt for godt fem år siden, da projektet startede. Og i dag kunne der så vinges af, at projektet var lykkedes.
Sydbank Fonden sætter ringe i vandet
Som en ekstra overraskelse havde filialdirektør, Brian Schleimann Thomsen, Sydbank, en check med på 300.000 kroner, som blev overrakt til formand, Jesper Heinemeier, for Vandsportens Hus og Sæby Roklub. De 300.000 kroner fra Sydbank Fonden er til opførslen af Vandsporten Hus og sætter glædesbølger ud i hele Sæby Havn.
Formanden for Sæby Erhvervsforening, Kim Müller, er ikke i tvivl om, at Sydbank Fondens donation er en milepæl for Vandsporten Hus. Donationen er samtidig med til at gøre udvidelsen af Sæby Havn endnu mere attraktiv.
- Vi kan slet ikke få armene ned og ikke sige tak tilstrækkeligt mange gange. Vi er dybt beæret over den store, flotte donation, som er med til – som ringe i vandet – at åbne døre for søgning til større, offentlige fonde,” siger Kim Müller.
Herefter fulgte Tonny Thorup, som er direktør for Destination Nord. Også han ser frem til at Sæby med den nye flotte havn bliver det helt store tilløbsstykke med turister fra både ind- og udland.
Og så blev snoren klippet
Efter talerne kom den officielle klipning af snoren, som Birgit Hansen klarede med både rutineret hånd og ordene: Så erklærer jeg hermed Sæby Havneudvidelse for færdig og indviet. Tillykke til alle.
Et hav af liv – i bobler af lys
Med Musikkorps Sæby i spidsen gik turen herefter ned til platformen, hvor Birgit Hansen kunne præsentere Sæbys lokale glaskunstner, Leni Billes, og afsløre kunstinstallation, ”Et hav af liv – i bobler af lys”. Et kunstværk, som har ladet sig gøre takket være Melsens Fonden, som blev repræsenteret af Anker Lande-Andersen og Inger Grund Petersen, som har været projektkoordinator og fundraiser på kunstprojektet. Smukke kunstværker, som klart gør et besøg på Sæby Havn, turen værd.
Leg på vand og land
Efter den officielle indvielse, blev der inviteret til leg. Både på land og i vand. Man kunne stort set gøre alt. Lige fra Bimse og Bamse, som delte slikposer ud, til snobrød hos spejderne, Handelstandsforeningens banko, kaffe med kage sponseret af SuperBrugsen Sæby, is og diverse åbne huse hos både Falck og på sejl- og motorbåde. På vandsiden kunne man afprøve kræfter med alverdens vandsport. En tur på SUP, optimistjoller, robåde, kajakker og havbadning i havnebassinet. En god dag med aktiviteter for enhver smag.