Sæby gik sig til 2-3 hjertestartere
50 var klar til at trodse regnen søndag med indsamlingsbøssen i hånden
SÆBY: Søndag 28. april blev en særlig dag for hele Danmark. Rundt i landet mødte indbyggerne et indsamlingshjerte fra Hjerteforeningen – og derfor bliver der i de kommende måneder hængt flere end 300 hjertestartere op.
Der var ikke tale om en traditionel indsamling, da tusindvis af danskere søndag gik på gaden med røde indsamlingshjerter. For Hjerteforeningen garanterer, at alle grupper, der gik 15 indsamlingsruter, får en hjertestarter med varmeskab på det sted, de selv har valgt.
Hjerteforeningen satser i år stort på et nyt og banebrydende koncept, der bryder med den traditionelle landsindsamling.
- Hver en krone, der er samlet ind, går ubeskåret til uddeling af hjertestartere. Det er derfor, vi kalder det for Hjerteforeningens Landsuddeling. Vi dækker selv alle omkostninger til produktion af indsamlingshjerter, kampagne, materialer, annoncering, administration og løn, siger Anne Kaltoft, administrerende direktør i Hjerteforeningen.
Landsuddelingen er allerede det første år blevet godt modtaget af danskerne.
- Vi tør godt kalde Landsuddelingen 2019 en succes. Der har været stor tilslutning fra hele landet. Antallet af deltagere er steget fra ca. 5.500 i 2018 til forventet ca. 6.500 i år – det er flot i en tid, hvor det er stadigt vanskeligere af få frivillige til at samle ind. Desuden har vi oplevet fantastisk opbakning fra organisationerne landet over, siger Anne Kaltoft.
Sæby var naturligvis også på banen i denne store landsuddeling, og det lykkedes søndag for Hjerteforeningen Sæby at indsamle næsten 50.000 kroner.
I Sæby samt Voerså, Lyngså og Østervrå nåede man 43.744 kr., hvortil kommer et forventet beløb på op imod 6.000 kr. via mobile pay.
- Det er faktisk et rigtig godt resultat, som vi er meget tilfredse med, da der var mange steder, hvor folk ikke var hjemme – ikke mindst fordi der var konfirmation, siger formanden for Hjerteforeningen Sæby, Merethe Gaardbo.
Der var op mod 50 indsamlere, og når de forskellige ruter fordeles i grupper, forventes det, at Sæby-området vil være berettiget til mindst 2, ja måske endda 3 hjertestartere.
Placeringen vil sidenhen blive endelig fastlagt.
- Jeg vil gerne takke de mange, der trodsede regnvejret og samlede ind, så Hjerteforeningen efterfølgende kan dele hjertestartere ud, siger Merethe Gaardbo, som samtidig siger tak til Spar Nord, der gav en hjælpende hånd med optælling samt lokale firmaer, som bidrog med boller og frugt, når indsamlerne afleverede ”hjerterne” fra indsamlingen.