Så skydes Rødspætte Cuppen i gang
Der bliver kæmpe rykind i Frederikshavn i hele påsken - ja faktisk i hele kommunen.
For når Rødspætte Cup-indmarchen er blæst i gang i dag skærtorsdag, ja så har op mod 7000 håndboldinteresserede placeret deres fødder lige i vores nærhed.
Og det vil naturligvis være mærkbart overalt på hoteller, sommerhuse, vandrehjem og selvfølgelig ikke mindst de mange skoler, som flere end 4650 håndboldspillerne er indkvarteret på.
Det hele starter fra morgenstunden i dag med mini Rødspætte Cup for U8 og U10 drenge og piger i skolehallerne.
I aften er der så indmarch i Arena Nord kl. 18 og så skydes cuppen for alvor i gang fredag morgen.
Kampene vil blive spillet på forskellige baner i Arena Nord, Idrætshallen, Badmintonhallen, Abildgårdhallen, Bangsbohallen, Bannerslundhallen, Strandby Skolehal, Ravnshøj Skolehal, Sæby Fritidscenter, Nordjyllandshallen, Østervrå Idræts- og Kulturcenter og Dybvad Hallen.
Fra fredag morgen indledes grundspillet indledes, mens finalerne skydes i gang 2. april kl. 8.00 i Arena Nord.
- Alle er velkomne til samtlige kampe. Der er fri entre og sikkerhed for store sportslige oplevelser, siger cuppens primus motor Per Larsen, der blandt andet henviser til at elitespillerne i U16 - både drenge og piger - spiller i Arena Nord.
- Det er klassespillere i svøb - og gennem årene er der mange, der har spillet i den pulje her i byen, som vi senere har kunnet se på de respektive landes landshold, siger Per Larsen.
Med 328 hold tangerer Rødspætte Cuppen sin hidtidige rekord og når den ikke for alvor kan sættes til vægs så skyldes det flere afbud i sidste øjeblik.