Så er Robin Hood snart løs på Knivholt

Fredag og lørdag er det atter blevet tid til årets ROBIN HOOD på Knivholt Hovedgård

23. maj 2018 kl. 18.32

FREDERIKSHAVN: Foreningen ROMITEA gennemfører i et tæt samarbejde med Virksomhedscenter Knivholt, fredag og lørdag denne fantastiske friluftsaktivitet - selvfølgelig med omdrejningspunktet ROBIN HOOD og hans mænd.

Fredag den 25. maj fra kl. 10.00 til 14.30 er et lukket arrangement for indskolingsdelen ved de Frederikshavnske skoler, SFO-ordninger og børnehaver. Men lørdag den 26. maj fra kl. 10.00 til 18.00, åbnes portene for alle andre interesserede.

Denne dag vil der være en entrèbetaling på 30,- Kr. pr. voksen og 20,- Kr. pr. barn over 5 år.

Arrangementet er målrettet børnefamilier - på tværs af generationer.

Programmet er strikket sammen med både foreningsfrivillige, medarbejdere fra Virksomhedscenter Knivholt samt professionelle aktører.

Alle yder deres bedste, og der er virkelig lagt op til nogle spændende dage, hvor lugten af bål, snobrød, heste, kæledyr og farlige riddere vil præge den friske luft på Knivholts jorde.

Nogle af de spændende underholdningselementer vil være Ridderen Sir Toby, Frieserhesteshow (10 meget store og flotte Frieserheste), Jerntråden Meng med våbendemonstration, Heksen med den krumme næse, Smeden og hans kone både smeder og fortæller gode løgnehistorier fra Middelalderen, hestevognskørsel, Farm Fun’s minizoo, Spåkonen der spår om alt, og meget meget mere.

Hele eventen er præget af, at publikum selv kan deltage - det er faktisk et stort totalteater, der gerne skulle give en rigtig god fornøjelse for både store og små - sammen.

Sørg for at holde godt fast i guldet i dine lommer - ROBIN HOOD og hans mænd kunne finde på at tømme dem.

Tør du komme ud på Knivholt disse dage?

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste