Roklubben kan tilbyde gratis prøvemedlemsskaber

02. september 2020 kl. 13.22

Efter donation fra DIF og DGI´s Foreningspulje kan Frederikshavn Roklub nu tilbyde gratis prøvemedlemsskaber.

- Hvis man tror en roklub kun er roning, så tror man forkert, siger formand for Frederikshavn Roklub Andrea Welzel og fortsætter:

Vi har netop modtaget en donation fra DIF og DGI´s Foreningspulje, så vi kan udbrede kendskabet til roklubben.

I år har vi oprettet en SUP skole. SUP betyder Stand Up Paddle og er nok den hurtigst voksende vandsport i øjeblikket. Efter endt SUP kursus kan man melde sig ind i roklubben og benytte sig af vores udstyr, så er man fri for selv af anskaffe sig de forskellige ting.

Vi har rigtig mange aktiviteter i roklubben i løbet af året. Selvfølgelig er sommeren viet til roning og SUP, men resten af året dyrker vi motion i vores motionsrum, rospinning, Yoga og vedligeholder vores svømmefærdigheder i svømmehallen mv.

Det sociale samvær sætter vi i højsædet, fortsætter rochef John Kristensen. Efter dagens aktiviteter er der altid kaffe mv. De tabte kalorier, skal jo gerne på igen. I løbet af året afholder vi også foredrag, fællesspisninger, traveture og hvad der lige pludselig falder os ind.

Alt dette vil vi gerne dele med så mange som muligt, så derfor kan vi nu tilbyde gratis prøvemedlemsskaber. Det eneste du skal gøre, er at møde op i roklubbens klubhus, Nordre Strandvej 58 i Rønnerhavnen, torsdag den 10. september mellem kl. 16.00 og 20.00 for nærmere information. Du vil også få mulighed for at prøve forskellige aktiviteter, slutter formand Andrea Welzel.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste