"Rigtige mænd" vil ikke løbe
Frederikshavn Firma Klubbers afløser for Kildeløbet fik kun tilmelding fra tre hold
De såkaldte "rigtige mænd" er tilsyneladende svære at få til at snøre løbeskoene.
Det ellers så stort anlagte Rigtige Mænd Løbet arrangeret af Dansk Firmaidrætsforbund i samarbejde med kommuner og lokale idrætsforeninger samt stor økonomisk opbakning af Nordea Fonden har oplevet så ringe tilslutning, at de 60 planlagte startsteder i aften er skrumpet ind til blot 17.
I Frederikshavn Firma Klubber (FFK) ærgrer den daglige leder, Marianne Juul Rasmussen, sig over, at man må aflyse løbet.
- Vi havde kun tre hold tilmeldt, og det er for lidt. Kun i Aalborg gennemføres Rigtige Mænd Løbet i aften i det nordjyske, selv om der også kun er tre hold tilmeldt der, fortæller hun.
TV-serien om "Rigtige Mænd", hvor helt almindelige, danske mænd via motion fik en bedre dagligdag, ansporede til at køre konceptet videre over hele landet, men interessen har altså været alt for beskeden hos de omtalte mænd.
- Målgruppen er åbenbart for svær at få op af sofaen og ud på landevejen her i første omgang i blandt andet Frederikshavn, men vi forsøger igen næste år, siger Marianne Juul Rasmussen.
Hun ærgrer sig ikke mindst over, at Rigtige Mænd Løbet var tænkt som en afløser for det traditionelle Kildeløbet, der i flere end 40 år blev gennemført Kristi himmelfartsdag med FFK som arrangør.
- Det er en øv-følelse, men Kildeløbet trængte til en fornyelse, som altså desværre ikke bliver til noget i år.
Kvinderne kan
Mens det kniber med at få mændene ud i løbeskoene, ser det en del bedre ud på kvindesiden, og Marianne Juul Rasmussen har da også tankerne på mandagens Lady Walk, der traditionelt har rigtige mange kvindelige deltagere i Frederikshavn.
- Det finder sted på mandag den 29. maj, og der er forhåndstilmeldt 2200. Vi forventer at nå de cirka 2600 deltagere, som var med til at gøre Lady Walk i Frederikshavn til Nordjyllands største.
- Desuden har vi planer om at få Lady Mud Race til Frederikshavn næste år.
- Det er Fredericia Fag- og Firmasport, der har udviklet det løb, som allerede er en succes flere steder.