Restriktioner kan blive benspænd for EM-værtsskab
KOMMUNEN: Som konsekvens af de nye restriktioner skal professionelle idrætsarrangementer i de berørte kommuner skal således afvikles uden tilskuere.
3. december - den i første omgang sidste dag i nedlukningen i de syv kommuner - skal håndbold-EM for kvinder efter planen indledes i Arena Nord i Frederikshavn.
Umiddelbart er det uklart, om det bliver muligt, men Mette Frederiksen fortalte på pressemødet, at alle udlændinge som udgangspunkt vil blive nægtet indrejse til de syv kommuner - herunder Frederikshavn.
Hvis ikke EM-arrangementet undtages fra det, bliver det et stort problem, da Arena Nord er udset til at huse de indledende kampe i gruppe B ved det forestående EM.
De i alt seks opgør involverer Rusland, Sverige, Spanien og Tjekkiet.
- I sidste ende er det selvfølgelig helt afgørende, hvordan EHF - det europæiske håndbold forbund - forholder sig til afviklingen i Frederikshavn, fastslog Jens Ole Amstrup, Arena Nord, tidligere på dagen.
Senest har det nationale håndboldforbund meldt ud, at de vil være klar til at finde en alternativ værtsby, hvis restriktionerne umuliggør gennemførelsen af EM i Frederikshavn.
Men i Frederikshavn bliver der krydset fingre for at EM kan gennemføres her, hvor der allerede er lagt så utroligt mange anstregelser i værtsskabet - ikke kun i Arena Nord, men i mange dele af Frederikshavn fra ældre til unge.