Billede beskrivelse

Restriktioner giver plads til nytænkning

29. november 2020 kl. 10.00

ØSTERVRÅ: Aktivitetscenter Hyggekrogener åben for brugere fra by og opland. Dog er der mange restriktioner, som skal overholdes i forhold til Corona. Blandt andet bliver brugerne inviteret til de forskellige aktiviteter, da der kun er plads til et bestemt antal pr. dag, når afstandskravene skal overholdes.

Det har været et meget anderledes år i aktivitetscentret, hvor mange aktiviteter er blevet lukket ned, fordi de ikke kunne forenes med retningslinjer for Corona. De har dog ikke siddet med hænder i skødet i centret. – I takt med at vi måtte lukke nogle ting ned, har vi været kreative og ”opfundet” nye aktiviteter, fortæller daglige leder Karin Oehlenschlæger. Vi kan jo mærke, at der er et stort behov hos vore ældre for at kunne mødes, hygge og snakke med hinanden.

Torsdagshygge

Et af de nye tiltag i aktivitetscentret er Torsdagshygge, hvor vi nogle gange inviterer en gæst til at spille eller holde foredrag. I torsdags havde vi bl.a. besøg af de to lokalhistoriske eksperter Vivi Dybdahl og Jørgen P. Clausager, som fortalte og viste billeder fra da, det nuværende Ældrecenter blev bygget som ”De gamles Hjem” i 1940.

Desværre blev ældrecentrets planlagte program for fejringen af husets jubilæer aflyst eller udsat, så det var oplagt at få Vivi og Jørgen til at fortælle husets historie, fortsætter Karin. Vivi Dybdahl fortalte spændende og levende om opførelsen af ”De gamles Hjem”, som på daværende tid kom til at indeholde værelser til 11 beboere, kommunekontor og sognerådsværelse. Altså et 80 års jubilæumsportræt, som oveni blev suppleret med et 40 års jubilæum og beretningen om byggeriet af en tilbygning til De gamles Hjem i 1980. På daværende tid, det største byggeri i Sæby Kommune – uden for Sæby byområde. Vivis ord blev ledsaget af en masse lokalhistoriske billeder af byggeriet, håndværkerne og indvielsen.

Mange af tilhørerne til foredraget kunne huske flere ting fra byggerierne, og det gav anledning til en rigtig god snak om Østervrå, og flere kendte ansigter fra bybilledet blev mindet. En rigtig god og hyggelig formiddag, slutter Karin Oehlenschlæger.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste