
Rejsegilde på 1. etape: Stort byggeri har nået en milepæl
Omkring 100 interesserede borgere og håndværkere havde taget imod invitationen til rejsegilde på 1. etape boligprojekt Sæby Bakker i den nordvestlige kant af Sæby.
Ud over velkomsttale af bygherren og de obligatoriske pølser var der rundvisning i de boliger der er længst fremme i byggeprocessen og som forventes at være indflytningsklare medio oktober 2023.
Mange af de der tilbage ved årsskiftet 2021/22 skrev under på en lejeaftale, var mødt op for at inspicere deres nye bolig.

Tre huse tilbage
Andre benyttede lejligheden til at få et indblik i, hvordan boligerne så ud i virkeligheden og her var der åbenbart mindst to par som blev positivt overraskede og skyndte sig at leje to af de fem huse, der stadig var til leje den 25. maj, hvor rejsegildet blev afholdt.
- Man kan således stadig nå at komme i betragtning til de sidste tre boliger, pointerer Lars Jensen fra EDC Sæby, der forestår udlejning og salg af boliger og grunde i Sæby Bakker.
Anders Holm bød på vegne af ejerne velkommen til de mange fremmødte kommende lejere og måske potentielle lejere og ikke mindst til alle håndværkerne.

Flytter ind til efteråret
Det er efterhånden lang tid siden, at lejekontrakterne blev underskrevet og udlejerne er godt klar over, at der havde været nogle bump på den efterhånden lange vej til rejsegildet.
- Nu kan vi imidlertid konstatere, at byggeriet er kommet rigtigt godt i gang, og vi glæder os rigtig meget til, at de første lejere kan flytte ind til efteråret, sagde en synlig tilfreds medejer.
Anders Holm benyttede lejligheden til at takke såvel tømrermester Ulrik Bisgaard, der har byggeriet i totalentreprise, og hans trofaste samarbejdspartnere fra KM Beton, murmester Glenn Kristensen, KM Automatik, elinstallatør Erik Lytzen, Viva Tagdækning og Gunnar Murer samt tak til alle deres medarbejdere.

Mange tilflyttere
Rækkehusene findes i fire forskellige størrelser: 87, 96, 102 og 109 kvadratmeter.
Lars Jensen oplyser, at det både er unge og ældre, som vælger at bosætte sig i Bakkehusene, heraf kommer 25 procent. af beboerne udenfor kommunen.
- 14 rækkehuse er således lejet ud til personer fra andre kommuner end Frederikshavn.
- Vi har udlejet tre rækkehuse til borgere fra Sjælland, og der kommer desuden lejere fra Midtjylland, Aalborg og Hjørring, oplyser Lars Jensen.
Indflytningerne sker fra 15. oktober 2023 og fortsætter i takt med husene færdiggøres frem til december 2024.