Regionsmester- skaber til EUC Nord
Prisen som Nordjyllands bedste flisemurer, tømrer og murer går alle til EUC Nord-elever
KOMMUNEN: Regionsmesterskabet for murere, flisemurere og tømrere blev afholdt på EUC Nordvest i Thisted, og her vandt elever fra EUC Nord i alle disciplinerne.
Hos flisemurerne vandt Tobias Bøgild, som er i lære hos murermester Nicolaj Jensen.
Bedste tømrer blev Mads W. Dahl Andersen – i lære hos J.E. Byg, Tømrer & snedker Aps.
Og hos murerne løb Jens Chr. Skov Thomsen med førstepladsen – han arbejder som murersvend hos Hundelev Murerforretning.
Hos murerne gik 2. pladsen også til en EUC Nord-elev, så der var højt humør på trænerbænken, hvor faglærer – og landstræner – Finn Pedersen coachede eleverne.
Konkurrencen foregik over 2 dage og deltagere havde i alt 12 timer til at færdiggøre opgaverne.
Til Skills Danmark er opgaven over 3 dage og varer 22 timer – en noget større udfordring venter altså.
I Thisted havde konkurrencen deltagelse af elever fra erhvervsskolerne i Nordjylland og dele af Midt- og Vestjylland. Konkurrencen er en del af Skills-konceptet, og alle tre vindere går videre til Skills Danmark i Bella Centret i januar 2020. Vinder nogle af dem her, er næste udfordring Euro Skills i Østrig i september 2020.