Reformationsåret blev fejret med Luther-koncert
Luther Musik - en musikalsk billedfortælling om Reformatorens tid, liv, tanker og 500 års musik blev gennemført på en time i Frederikshavn Kirke.
Her kunne man blive klogere på reformationshistorien og få svar på hvorfor den historie er så vigtig for os i dag, mens du hører en times musik arrangeret for trompet og orgel.
For at fejre reformationsåret indbød Frederikshavn Kirke til Luther-koncert. En koncert der med en visuel fortælling på storskærm gik rundt om både mennesket Martin Luther, reformatoren og reformationen. Historien blev fortalt med billeder, citater og film, mens man hørte levende musik i kirken. Der blev spillet på forskellige trompeter og orgel, og det var musik helt fra renæssancen til nutidig musik komponeret af kendte komponister som Telemann, Bach, Mozart, Dvorák, Carl Nielsen og Bent Fabricius-Bjerre.
For 500 år siden
I 2017 er det 500 år siden Martin Luther offentliggjorde 95 kritiske påstande om den katolske kirkes lære og praksis. Dengang havde den katolske kirke, med Paven i spidsen, en enorm og enerådende magt og rigdom, der satte sig dybe spor i det enkelte menneskes liv. Især den forhadte afladshandel, som handlede om sjælens frelse fra Skærsilden, var et redskab, som den katolske kirke brugte til at manifestere sin magt med overalt i Europa. Luthers teser, som han slog op på slotskirkedøren i Wittenberg, blev startskuddet til reformationen - fornyelsen af den kristne kirke i Europa.
Trompetist og organist
Musikken stod trompetist Dorthe Zielke og organist Søren Johannsen for. De har spillet sammen siden 1998, da de mødtes på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Siden har de indspillet udgivet fem cd’er sammen og spillet over 300 kirkekoncerter i Danmark. De har desuden optrådt i Europa, USA, Asien og Australien.
Dorthe Zielke er orkestermusiker og har vikarieret i orkestre lige fra DR Big Bandet og Det Kgl. Kapel til det berømte Mahler Chamber Orchestra. Hun spiller ofte ved begivenheder i kirken.
Søren Johannsen er organist i Christians Kirke, København. Han har opført J.S. Bachs samlede orgelværker otte gange i koncertrækker og en gang over 22 timer i samme døgn, hvilket man kan finde i Guiness Book of Records 2001.