Billede beskrivelse

Red Barnet fejrer 20 år med jubilæumsfest

05. september 2024 kl. 14.01

FREDERIKSHAVN: En kold februardag i 2004 stod en repræsentant fra Red Barnet og hvervede frivillige foran den lokale Føtex i Frederikshavn, hvilket resulterede i, at der den 18. marts blev afholdt et møde med en håndfuld personer, som ønskede at gøre en frivillig indsats for at forbedre børns vilkår og rettigheder.

Dermed blev Frederikshavn/Sæby lokalforening en realitet og klar til at støtte Red Barnets arbejde. Allerede et halvt år senere havde den lille gruppe af frivillige etableret en dejlig genbrugsbutik beliggende i Danmarksgade 30, som åbnede i oktober samme år.

Red Barnet er med til at redde, beskytte og styrke børn. Alle børn har ret til en god og tryg opvækst, og vores frivillige arbejde bidrager til at give børn et bedre liv, både lokalt i Frederikshavn, i Danmark, Grønland og resten af verden som en del af Save the Children.

Genbrugsbutikken er et omdrejningspunkt for at indsamle midler til hjælpearbejdet. Efter at have været i den nordlige ende af gågaden i 18 år, flyttede butikken længere sydpå i gågaden og har nu adresse i Danmarksgade 57D, ved stentorvet. Den øgede synlighed har også tiltrukket flere kunder til butikken.

I Barnets Butik sælges legetøj, udstyr og tøj (str. 0-12 år). Alle varerne, der sælges, er ting, som er blevet indleveret og doneret til Red Barnet.

De frivillige i butikken sørger for at tjekke alt, inden varen bliver sat til salg. Dvs. tøjet bliver vasket og strøget, legetøjet bliver vasket og tjekket for brugbarhed, og udstyret bliver ligeledes vasket og undersøgt, således at alle varer er klar til brug.

I butikken er der gennem årene blevet vasket hundredvis af bamser til den lokale julemand, som deler dem ud til byens børn.

- Siden 2006 har vi gennem den årlige landsindsamling bidraget til mange forskellige internationale hjælpeprojekter. Ligesom der både ved EU-valg, kommune- og folketingsvalg har været indsamlinger ved valgstederne. I løbet af de 20 år er det blevet til mange forskellige aktiviteter i Red Barnets navn, siger næstformand i afdelingen, Karin Vestergaard, og fortsætter:

- Bl.a. tilbage i 2005, hvor der i Arena Nord var støttekoncert til fordel for ofrene i den tragiske flodbølge, tsunamien i Thailand. I 2007 var der AIR show i Aalborg, hvor overskuddet fra rundflyvninger blev doneret fra SAS til Red Barnet, og ved flere lokale events har vores frivillige stillet op, bl.a. med ”Klap en Bil” og julemarked på Knivholt m.fl.

I 2015 besluttede lokalforeningen at oprette en familieoplevelsesklub, som har til formål at støtte og styrke børn og deres familier gennem fælles oplevelser. Med støtte fra §18-midler fra Frederikshavn Kommune og god hjælp fra en frivilligkonsulent fra Red Barnet, lød startskuddet til det første arrangement i april 2015.

Der har i årenes løb været ture til både København, Aalborg Street Event, sejlture med den lokale skonnert Klitgaarden, besøg på Farmfun, Halloweenfest og meget mere.

- Familieklubben er en succes og har glædet mange familier. Vi har fået stor støtte fra fonde og lokale aktører og kan afvikle omkring 11 arrangementer årligt. Et forholdsvis nyt tiltag er sommerlejr, hvor gode frivillige kræfter giver børn og deres familier et velfortjent afbræk fra hverdagen, fortæller Karin Vestergaard og fortsætter:

- Red Barnet Frederikshavn/Sæby lokalforening trives, og efter flytningen af vores butik håber vi at blive endnu mere synlige, så flere får lyst til både at donere, men forhåbentlig også deltage i vores fantastiske fællesskab til gavn for verdens bedste sag.

- Om det er som frivillig i butikken, familieklubben eller lokalforeningen, så er alle velkomne. 

- Vi er altid på børnenes side, siger Karin Vestergaard videre.

Red Barnets 20-årsjubilæum vil blive markeret ved flere events. Bl.a. vil der i uge 42 foregå en del aktiviteter i og omkring vores butik i Danmarksgade 57D.

Der vil være amerikansk lotteri, sang og musik, trylleri, børneloppemarked og meget mere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste