Råb pænt - også i Skagen

27. juni 2022 kl. 06.30

På væggen til grillhytten på Skagen Stadion hænger en plakat. Overskriften lyder:

Råb pænt - husk respekten.

Plakaten er en del af den kampagne, som DBU satte i gang sidste år, for at gøre op med grim tone og manglende respekt på fodboldbanen.

Kampagnen skal slå et slag for, at spillere og tilskuere opfører sig pænere på og omkring fodboldbanen.

”Flæk ham!”

Felix Andersen fra Skagens U11-hold har en enkelt gang oplevet, at der blev råbt grimt om ham på banen.

- Der var engang en træner, der råbte ’flæk ham’ om mig til en af sine spillere, fortæller Felix Nedergaard Andersen fra Skagens U11-hold. Mens ellers er de fleste på holdet enige om, at de faktisk ikke oplever, at nogen råber grimme ting til kampene.

Fodbold handler, ifølge DBU om følelser, fællesskab og fighterånd, men unionen vil ikke acceptere dårlig adfærd og groft sprog på fodboldbanen, og derfor igangsatte de i 2021 kampagnen.

Kampagnen hjælper

- Vi har tidligere haft nogle episoder, hvor nogle af de frivillige dommere har følt sig råbt ad og ikke helt godt behandlet af tilskuere og trænere, og det har vi sat fokus på sammen med DBU’s kampagne. Og det, jeg hører indtil videre, er at det faktisk har hjulpet, siger Lars Uldal, som er en del af gruppen bag Mini Skaw Cuppen.

Og det bakker dommer Charlie Jensen op:

- Jeg synes faktisk, at det er blevet bedre. Der er ikke sket nogen forråelse af sproget - nærmere tværtimod. Og det skyldes i høj grad klubben og trænerne. Hvis nogen kommer lidt for højt op i det røde felt, så bliver det påtalt, og det hjælper, synes jeg. Jeg er sikker på, at den bevidsthed, som sådan en kampagne giver, gør at klubberne bliver mere obs på det. Og det lader til at virke, siger dommeren.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste