Projektafdeling står bag sort boks til bryllup

08. maj 2017 kl. 07.00

Sort boks til bryllup: Nygifte får til det daglige brød

Projektafdelingen i Frederikshavn Kommune står bag en bryllupsnyhed. Den er både bæredygtig og har en særlig historisk oprindelse. Men for lige at begynde ved begyndelsen. Projektafdelingen, der blandt andet består af Frederikshavn Kommunes værksted for kvinder, der både skal integreres på arbejdsmarkedet og i Danmark, laver godt gedigent håndværk, hvor alle dele er håndgjort og velgjort

Derfor var det et naturligt valgt, da Borgerservice valgte Projektafdelingen til at lave nye vielsesgaver. Gaverne bliver givet til alle de par, der bliver gift i Frederikshavn Kommune. Det er ikke så få. På denne årstid er mange af kommunens attraktioner populære til bryllups brug. Og de mange brudepar skal selvfølgelig have en unik gave her fra lokalområdet. Projektafdelingen har udviklet flere produkter, der er inspireret af hyttefadet, som historisk er kendt fra Skagen. Et hyttefad er jo en kasse med talrige gennemborede huller i siderne til gennemstrøm af vand. Hyttefadede blev brugt til opbevaring af levende fisk i havvandet, så de kunne holde sig længere. Og da hyttefads-opfindelserne til husholdningsbrug går som varmt brød i Projektafdelingens lille butik, var det nærliggende at vælge hyttefadet som symbol til den symbolske gave. En hyttefads brødbakke lavet på Projektafdelingens træværksteder, med specielt trykt serviet med Frederikshavn Kommune logo fra Kreativ Værksted, så dagens lys. Alt er fremstillet og håndlavet her i Frederikshavn Kommune.

- Vi er stolte over, at vi har fået lov til at fortælle vores historie her i Projektafdelingen, gennem de her flotte bryllupsgaver. Vi er stolte af vores egen håndværk og tradition, og at vi tænker bæredygtigt. Derudover er der også nogle særlige borgergrupper involveret i projektet, bl.a. flygtninge kvinder fra Syrien. Det viser vores store rummelighed, og kvinderne, der deltager i arbejdet med gaverne er mere stolte, end man kan forestille sig. At arbejde med en kærlighedsgave er en ære som højner vores arbejdsglæde her i Projektafdelingen, siger Gabriella Hartvig, der er leder af værkstedet.

Nu ligger de så ny indpakkede brødbakker parat til sæsonen, og klar til at komme med hjem til de nygiftes morgenbrød. Som et minde om deres bryllupsdag i Frederikshavn Kommune.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste