Prøv linedance det er for alle
På Sæby Syd Skolen på Brolæggervej 1 i Sæby kan man hver torsdag frem til jul prøve kræfter med linedancens kunst hos East Coast Linedance Sæby. Her står linedance instruktør Tina Himmelstrup klar fra klokken 18:30-19:20, hvor nybegyndere kan komme og lære dansens trin. Fra 19:30-21:00 er det hold for de let øvede og øvede linedancere. Så en sport, hvor alle kan være med.
Foreningen East Coast Linedance Sæby blev stiftet den 9. maj 2005 og har omkring 40 medlemmer. Foreningens formål er at fremme interessen og muligheden for at danse linedance og her igennem skabe livsglæde og højt humør.
Udenfor klynge to på Sæby Syd skolen står Kate, Anne Marie, Gudrun, Tina og Sanne og er i mål med foreningens formål, at være i højt humør, mens de puster ud efter første lektion for nybegyndere. Ikke fordi de er nybegyndere, men bare fordi der var plads på holdet og fordi de synes, at det bare er sjovt at danse linedance. Så efter en lille pause, en mundfuld vand og lidt frisk luft er flere af pigerne klar til at være med på det øvede hold også.
- Vil vil så gerne slå et slag for linedancen, fortæller formand Else Kreutz. - Det er helt gratis at prøve et par gange, inden man tilmelder sig helt. Sporten er altså ikke kun for kvinder, så vi ser også gerne nogle mænd komme og deltage. Vi lover en fantastisk udsigt, siger Else Kreutz med et glimt i øjet og bakkes op af alle de omkringstående linedancere. - Linedance er faktisk også en coronavenlig sport, da man danser med afstand og hver for sig. Så ikke en pardans, men en holddans, hvor alle følges ad til de samme trin, forklarer Else Kreutz.
- Og vi har afspritning stående klar og afmærkninger på gulvet, så alle ved, hvor de skal stå som udgangspunkt. Og da alle jo bevæger sig på samme tid og i samme retning, så holdes afstanden under hele dansen. Så her kigger vi kun, ikke noget med at røre, griner Else Kreutz og forsætter - Er man sløj eller utilpas, så bliver man selvfølgelig hjemme, så alle kan danse trygt og sikkert.
Linedance instruktør Tina Himmelstrup dukker op i døren og kalder ind til næste hold, hvor der skal startes op med countrysangen ”The little farmer dance”. - Nu er det ikke kun country musik vi danser til, fortæller Tina Himmelstrup, - men også Rasmus Seebach, Ed Sheeran eller hvilke numre der nu måtte ønskes.
- Det vigtigste er, at vores dansere føler glæde ved at bevæge sig til musikken med linedancens trin. Trin som alle kan lære, runder Tina Himmelstrup af og forsvinder ind til næste lektion, hvor knap tyve piger er klar til en time med bevægelse, i godt selskab og til god musik.