Privatskolen er blevet 50 år
SÆBY: Privatskolen i Sæby rundede en ny milepæl den 20. august, hvor skolen fejrede sin 50-års fødselsdag med alt, hvad der hører til på en rund fødselsdag.
Dannebrog var hejst på den højeste flagstang, den røde løber var rullet ud, røde og hvide balloner omkransede hele indgangspartiet og ved fordøren stod skoleleder Carsten Willads Vajhøj og bød velkommen til gæsterne, som kvitterede med lykønskninger.
Multirummet blev efterhånden fyldt med nuværende og tidligere elever, personale, forældre, bestyrelsesmedlemmer og andre der har haft tilknytning til skolen og fejringsfesten kunne begynde.
Selv om klokken var blevet over 14, benyttede skolelederen velkomsttalen til at teste eleverne i matematik.
Han indledte med at oplyse sin alder på 52 år og spurgte, hvor gammel han var da skolen blev etableret. Hurtig var der flere af de yngste elever på første række, der konstaterede, at Carsten kun var to år da skolen startede.
Privatskolen i Sæby er i dag en moderne og opdateret skole, der følger med tidens udvikling og forandringer - men med respekt for skolens DNA, historie, værdier og traditioner.
Han pointerede, at skolen altid stræber efter at alle elever glæder sig til at komme i skole - hver dag alle 200 skoledage!
-Det vi gør godt hver dag får en kæmpestor betydning for, at eleverne oplever en hverdag præget af glæde, engagement og anerkendelse, slog Carsten Willads Vajhøj fast.
At Privatskolen stadig efter 50 år er en rigtig god skole og et godt sted at lære, kan vi takke os der er på skolen nu og til de rigtig mange dygtige, kreative og engagerede mennesker på skolen før os, der har dannet grundlaget for den skole, vi har i dag, og den skole vi alle kan glæde os over i forhåbentlig mange år endnu.
Startede med 16 elever
Herefter overlod den nuværende skoleleder ordet til den tidligere skoleleder, Jan Jensen, der gav et lille indblik i skolens historie og vigtige personer.
Gennem 40 års virke på skolen frem til 2022 kunne man tydeligt høre, at Jan, selv på nærmeste hold havde oplevet Privatskolens rivende udvikling.
Fra skolens opstart med 16 elever på Ungdomsgården på Jernbane Allé og videre over på Stationsvej 3, nu med 20 elever.
Antallet af elever voksede for hvert skoleår, proportionalt steg behovet for mere plads. Skolen har stort set i alle år kæmpet med at skabe rum og rammer for det øgede elevtal, der de seneste år har stabiliseret sig på mellem 190-200 børn.
Seneste udvidelse på skolebygningen fra 1982, på Nordens Allé 4, var i 2018, hvor der blev foretaget en total energirenovering af faglokalerne og kælderen blev omdannet til undervisningsbrug.
Jan fortalte, at klassekvotienten gennem årene har ændret sig, for i dag at lande på 20 elever pr. klasse.
Gave til skolen
Sammen med eleverne Alma og Magnus fra 9. klasse afslørede Charlotte Fabricius, som repræsentant for lærerstaben, et farvestrålende kunstværk bestående af 169 små kvadratiske mosaikker med solskin, som gave til skolen fra alle eleverne.
Alma fortalte, at hver enkelt elev har fremstillet sin egen lille unikke sol på mosaikken, der indgår i det samlede kunstværk, som symboliserer skolens fællesskab, omfavnelse og tryghed.
Magnus forklarede, at solen på det lille kvadratiske lærred, er dekoreret med papirriv i orange, gule, og røde nuancer, hvortil der alene er anvendt hændernes brug, rivepapir og lim.
Charlotte takkede skolens billedkunstlærer Ninna Sass Lund, der havde koordineret det store arbejde.
Under ledelse af Kristine Jensen og Gitte Munkholm Nielsen på klaver, sang skolens kor, bestående af elever fra 3. og 4. klasse, to sange: ”Godmorgen rundt omkring” og ”Vor verden er en tumleplads”.
Det lyste ud af eleverne, at de glædede sig over og følte sig trygge ved sang, hvilket blandt andet skyldes at alle Privatskolens elever mødes hver morgen klokken 08.05 til fælles morgensang.
Tidslommer
Under overskriften ”Tidstunnelen gennem fem årtier” var der i klasseværelserne lavet en lille udstilling om, hvad der var typisk for hvert af de seneste fem årtier.
Eksempler på tidernes skiften blev illustreret med eksempler på markante film, populære TV-serier, sportspræstationer og musikhit og fra hvilket medie de blev afspillet eller gengivet i billeder samt, hvilken mode der prægede årene fra 1974 til 2024.
En sjov genopfriskning af den legendariske fodboldlandskamp i Parken den 5. juni 1985 mod Sovjetunionen (4-2), der blev vist med foto af landsholdet på en kiksdåse, eller telefonen med drejeskive og det gamle ”hakkebræt” af en skrivemaskine med videre.
Det fremgik af programmet, at der skulle være en overraskelse for børn og elever. Spændingen blev udløst da klokken lød, og som ikke kaldte til frikvarter, men Astronaut is og Chokostænger fra Hjem Is, hvilket faldt i god smag.