Præsten sagde farvel

Sognepræst ved Abildgård Kirke i Frederikshavn, Johs Kühle, holdt afskedsprædiken søndag

20. september 2017 kl. 09.00

I 27 år har Johs Kühle været præst ved Abildgård Kirke i Frederikshavn. Men nu er det slut.

Søndag holdt han afskedsprædiken, og han kan se tilbage på en række udfordrende år, hvor han har stået ansigt til ansigt med mange forskellige mennesker - i mange forskellige slags situationer.

Begravelse, dåb, konfirmation, syge og raske har været en del af hverdagen.

Men Johs Kühle deltager for eksempel også i en kirkecafé for udviklingshæmmede - med 30 40 deltagere hver gang - ligesom han har været huspræst i Skrubben, en varmestue i Frederikshavn for byens tørstige sjæle.

Det faste holdepunkt er dog søndagens gudstjeneste.

Og når 66-årige Johs Kühle taler om at "finde guldet i den kristne tro" skal det netop ske gennem gudstjenesten.

For det er her Gud møder tilhørerne med kærlighed, og det er her, folk møder frem med glæde, sorg, bekymring, håb og smerte.

Det handler dog ikke om, at du skal lære hvert et ord fra prædiken udenad.

I stedet fanger tilhøreren måske en sætning, som man bliver udfordret af, eller som man måske bliver rørt eller glad over at høre. En sætning som er god og vigtig at have med i dit liv.

Men det kræver, at man lytter og er opmærksom - eller er hundrede procent online, som Johs Kühle formulerer det.

Desuden er gudtjenesten i kirken ved at være det eneste sted, hvor man ikke behøver at tilhøre en speciel gruppe for at deltage. Et sted hvor alle er velkomne, uanset hvem du er. Og dermed har søndagsgudstjenesten potentiale til at blive et vidtfavnende samlingssted.

Men som nævnt er Abildgård Kirke nu fortid.

Sammen men sin hustru, Benedikte, flytter Johs Kühle til Aalborg.

Her er de blandt andet tæt på en lufthavn, som kan bringe dem i mange forskellige retninger.

Parret har tre børn, hvoraf de to bor i udlandet.

Interesserne hedder natur, kultur og litteratur, ligesom Benedikte og Johs Kühle vil engagere sig i Danmission, som blandt andet bekæmper fattigdom mange steder i verden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste