Borgmester Birgit S. Hansen er også formand for Frederikshavn Byfond, som Poesiparken sorterer under.
Livet her

Helt nyt tiltag i Poesiparken: Det kan du nu

06. oktober 2022 kl. 08:51

Med appen StoryHunt er det nu muligt at gå på sin egen poesivandring i Frederikshavn. Med din smartphone i hånden kan du blive guidet rundt til foreløbigt fem værker i Poesiparken, samtidig med, at du lytter til fortællingen om poesien og forfatterne i ord og musik, der er komponeret specielt til formatet.

- Vi går digitalt for at give både borgere og besøgende flere muligheder for at opleve Danmarks eneste poesipark på egen hånd og samtidig lytte til fortællingen bag værkerne og forfatterne. Fordelen ved digital formidling er, at vores gæster kan gå på en guidet tur, når det passer dem, fortæller Birgit S. Hansen, formand for Frederikshavn Byfond.

Via app'en StoryHunt kan du lave din egen poesivandring og få historierne bag nogle af kunstværkerne.

Via StoryHunt kan du gå på guidet poesivandring til følgende værker i Poesiparken: Bent Haller: ”Her er verden ny”, Allan Olsen: ”Rødt Jern”, Jens Rosendahl: ”Du kom med alt det der var dig”, Susanne Grandt Jakobsen: ”Skrøner fra et værft” og Jan Michael Madsen: ”Når der bli’r mørkt”.

Den digitale poesiguide er udviklet i samarbejde med Destination Nord og er del af udviklingsprojektet ’Vækst med oplevelser’, som er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Turen varer cirka 30 minutter – og ud over de fem stop på den digitale poesivandring kan du opleve flere poesiværker på vejen. Der er poesi på fliser, vægge, trapper, bænke og monumenter.

Annonceret indhold

Nyeste