Billede beskrivelse

Pensions-julegave til os alle sammen

09. december 2017 kl. 19.20

Det er lige præcis blevet december, og ATP har allerede den første pakke klar til de mere end fem millioner danskere, der har en pensionsordning der.

Selskabets bestyrelses har nemlig besluttet at forhøje medlemmernes pension med én procent pr. 1. januar.

Det gælder både dem, der er gået på pension, men også dem, der først gør det en gang i fremtiden.

Det drejer sig totalt set om et beløb på 6,4 milliarder kroner eller mere end 1000 kroner pr. person i gennemsnit.

Årsagen til, at det er lykkedes at finde de mange ekstra milliarder i pengetanken, er gode investeringsafkast de senere år.

- Jeg glæder mig over, at vi igen har leveret stærke resultater, og at det denne gang kommer medlemmerne direkte til gode, siger Christian Hyldahl, der er direktør i ATP.

De seneste fem år er pensionerne blevet forhøjet med i alt 14,7 milliarder kroner.

Derudover har stigende levealder betydet, at der er afsat yderligere 17 milliarder kroner til forlængelse af pensionerne.

ATP Livslang Pension er for knap halvdelen af alle pensionister den eneste pensionsindtægt ud over folkepensionen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste