Billede beskrivelse

Par efterlyser kat: Har du set Stampe?

09. juli 2022 kl. 06.15

Parret Lene Christensen og Per Grods fra Aalborg er på ferie i Sæby. En ferie, som ufrivilligt er blevet forlænget, fordi deres kat, Stampe, er forsvundet fra båden Somewhere, som ligger til kaj i Sæby Havn.

- Vores kat er 18 år gammel og er en indekat, fortæller Lene Christensen.

- Så den er ikke vant til at klare sig selv. Derfor er vi naturligvis ekstra bekymrede.

Per Grods og Lene Christensen besøger ofte Sæby i deres sejlbåd og har altid Stampe med ombord. Men nu er katten desværre forsvundet på fjerde døgn. Trods utallige hjælpende hænder med at dele og efterlyse katten på Facebook, så er det ikke lykkedes parret at finde deres kat endnu.

- Vi vil virkelig nødigt forlade Sæby uden vores elskede kat, udtaler Lene Christensen og håber, at denne henvendelse kan give nyt om, hvor Stampe er eller hvad der kan være sket med den.

Stampes spanske rødder

Stampe er faktisk fra Valencia i Spanien, hvor Lene og Pers søn, Christopher, for 18 år siden, læste til pilot. Her fandt han Stampe på gaden og tog katten med hjem i sin lejlighed. Han blev så glad for katten, at da turen gik hjem til Danmark igen, så hoppede katten glad ind og fandt en god soveplads i forruden, hvor den lå hele turen hjem.

Senere blev Stampe adopteret af Lene og Per og har siden hen levet et katteliv i sus og dus med både sejlture i hele Danmark og byliv i Aalborg.

Billede beskrivelse

Dusør udloves

- Vi har fået flere henvendelser og har afsøgt i alle de områder vi får henvendelser om. Ligesom området her omkring havnen er travet tyndt for at finde Stampe, siger Lene Christensen, som har udlovet en dusør på 1.000 kroner.

- Det er helt fantastisk, hvor hjælpsomme I sæbynitter er. Helene ovre ved Klostergydens Fisk sagde til mig: I Sæby holder vi sammen. Og den følelse skal I have TAK for at give os, runder Lene Christensen af.

Har man oplysninger om katten Stampe, som er sort og hvid og har særlige kendetegn i form af en sort snude og en sort tå på den ene pote. Så kan man ringe til Per Grods på mobilnummer: 60 73 75 74 eller til Lene Christensen på mobilnummer: 21 40 75 32.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste