På jagt efter frivillige i Frederikshavn
Blå Kors skubber gang i en kampagne, der genre skulle finde mange frivillige kræfter frem
FREDERIKSHAVN: ”Giv fire timer og bliv fire gange så glad”.
Det er budskabet i Blå Kors’ nye kampagne, som skal inspirere flere seniorer i Frederikshavn til at blive frivillige i en genbrugsbutik.
Frivilligt arbejde kan være en del af opskriften på et godt og lykkeligt seniorliv.
Fællesskabet med andre seniorer og at gøre noget godt for andre, som samtidig gavner en selv, er nogle af de ting, som Blå Kors sætter fokus på i en ny frivilligkampagne i Frederikshavn og Sæby.
Kampagnen handler blandt andet om den glæde og velvære, som et aktivt liv - både fysisk og socialt - har for det enkelte menneske.
Arbejdet som frivillig passer netop godt ind i tanken om det aktive liv, fortæller Kirsten Nørlund, som er funktions- og områdeleder for Blå Kors’ genbrugsbutikker.
Og netop Kirsten Nørlund kan man møde 19, marts i Frederikshavn, hvor hun sammen med kolleger og frivillige går rundt omkring i byen for at fortælle om muligheden for at blive frivillig
- Der er rigtig mange, som gerne vil have fat i de frivillige i dag. Derfor er vi nødt til at gå nye veje og vende det hele på hovedet. I stedet for at tale om vores behov, sætter vi fokus på deres. Hvad giver det dem? siger Kirsten Nørlund.
Et af værktøjerne er blandt andet at tilbyde seniorerne at udfylde en elektronisk test, som kan få dem til at reflektere over seniortilværelsen.
Ifølge britisk forskning er der nemlig fem veje til et godt liv: Man skal styrke sit netværk, leve et aktivt liv, være tilstede i nuet, lære noget nyt og give af sig selv.
Det er de veje, som kampagnen tager udgangspunkt i og som skal være med til at give seniorer, der har forladt arbejdsmarkedet, lysten til at blive frivillig i for eksempel Blå Kors’ genbrugsbutik i Frederikshavn.
- Vi vil gerne være det mest attraktive sted for frivillige. Vi vil give dem noget, der minder om et arbejde, men som er på deres præmisser, siger områdeleder Kirsten Nørlund.
Man kan høre mere om at blive frivillig i Blå Kors’ genbrugsbutikker til informationsmøde den 4. april kl. 14 i Blå Kors’ genbrugsbutik på Hjørringvej 143.