På bloggen: Det skal fejres

31. december 2017 kl. 08.20

2018 er tænkt som et jubel-år for den unge købstad Frederikshavn.

200 år på bagen er i mennesketid meget, men set i forhold til de mange byer, vi omgiver os med selv inden for kommunens grænser, er Frederikshavn på mange måder stadig en yngling med den ungdommelige kraft, der giver Fanden i rammebetingelser, der begrænser mulighederne for at gøre lige præcis det, vi har lyst til.

Og det er denne evne og vilje, vi skal fejre. Det er den, der har banet vejen for købstadens udvikling fra lille fiskerflække til i storhedsperioder at have været den europæiske metropol, der havde flest færgeafgange til udenlandske destinationer.

Et samfund, der i mange måder skaber vækst på trods, rammes naturligt nok også af modgang ind imellem.

Derfor er Frederikshavn ikke længere færgernes europæiske metropol - ikke længere den imponerende nybygningsby inden for det værftsindustrielle område - endnu ikke landets eneste flådehavn - ja fortsæt selv listen.

Men Frederikshavn har evnet at sno sig i modsætning til andre samfund, der er blevet ramt af ændrede rammebetingelser.

Og gøre det på en måde, hvor man indædt har bekæmpet sortsynet og frygten for recession.

Ikke at det har været en dans på roser. Nej, det har været benhårdt ind imellem.

Mange frederikshavnere har måttet rykke til andre byer og lande jobmæssigt for at fastholde deres kompetencer.

Men viljen til at ville og evne til at forløse viljen har båret købstaden sejrssikkert frem - så meget at vi i år åbner den nye havn med alle dens muligheder baseret på et eminent forarbejde i forhold til at skabe en ny maritim æra i Frederikshavn.

Det gør man, fordi der i folkesjælen er bestanddele af ynglingens forbenede tro på, at det nok skal lykkes - og kombineret med forbilledlig strategisk håndarbejde og sikre kompetencer, der stadigt løftes, er kursen lagt med et nyt århundrede, hvor solen synes at bage venligt ned over os.

Det er mulighedernes nye århundrede, som vi står på spring til til at erobre.

Og det er det, der skal fejres.

Glædeligt nytår - og jubilæumsår.

På bloggen er skrevet af Lokalavisens Calle Madsen

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste