Billede beskrivelse

Omfattende renovering af Krøyers hus

15. juli 2024 kl. 06.01

SKAGEN: Kommer man i disse dage forbi Krøyers hus på Sct. Laurentii Vej 148 er synet et lidt andet end det plejer at være.

Den gamle længe er nemlig pakket godt ind i plastik, i midten af gårdspladsen står et par håndværkerskure og fra huset høres banken, saven og lyden af mørtel, der smøres ud.

Billede beskrivelse

Det smukke gamle hus ”...trænger til et løft”, som centerleder ved Det Grå Fyr, Jens Fick udtaler. Og det er lige, hvad de ellers charmerende skæve vægge og vinduer trænger til i ordets allermest bogstavelige forstand. Dele af husets bundrem og nederste bjælker af bindingsværket er nemlig rådnet væk og lader huset falde mere og mere sammen.

Det er ejeren af bygningen, Naturstyrelsen, der sammen med De Kongelige Bygningsinspektører og dygtige håndværkere, står bag renoveringen. Lige nu er de i fuld gang med at gennemgå og udskifte husets fundament, træværk og murværk.

Bygningen huser til dagligt Naturstyrelsen Vendsyssels medarbejdere, som lige nu må findes sig i generne fra renoveringen.

- Det er okay. Vi holder alle sammen af dette smukke og specielle hus, så vi glæder os faktisk mere over, at det bliver passet på. Men selvfølgelig glæder vi os til, at det står færdigt og til, at vi får de kollegaer tilbage i huset, som lige nu arbejder fra en skurvogn uden for huset, fortæller Jens Fick smilende.

Billede beskrivelse

Krøyers hus har siden 1970 stået på Slots- og Kulturstyrelsens liste over fredede bygninger. Den status gør, at renoveringsarbejdet er underlagt særlige og stramme regler for hvilke metoder og materialer, der må benyttes. Arbejdet skrider derfor nøjsomt og bevidst langsommeligt frem. 

Sten for sten og bjælke for bjælke fjernes så forsigtigt som muligt, hvorefter de tydeligt nummereres, så de kan få den præcis samme plads, når de sættes tilbage på huset. 

I dette arbejde er der også en løbende vurdering af, hvad der kan bevares og hvad der skal repareres.

Billede beskrivelse

Også vinduerne skal gøres i stand og et efter et skal de tages ud, renses, kittes og males med linolie, før de ingen sættes på plads.

Det er et stort og fascinerende arbejde, som forventes færdig i slutningen af året.

Byggeplads eller ej, er man altid velkommen til at gå en tur ind på gårdspladsen og kigge på huset.

Traditionen tro holdes der også denne sommer rundvisninger i Krøyers Hus hvor onsdag kl. 16-17 i uge 27-33. Rundvisningen er gratis og kræver ingen tilmelding.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste