Østkyststævne i Krolf for femte gang
Klubberne i Aalbæk, Jerup, Strandby/Elling og Tolne/Mosbjerg deltog i stævnet
TOLNE / MOSBJERG: Den stadig voksende sport i Danmark, krolf, har også fået godt fat i den nordlige del af Vendsyssel. Der er opstået flere klubber heroppe, der dyrker denne sport.
Krolf er en mellemting mellem kroket og golf, hvor der spilles på et fritliggende græsareal på cirka en halv fodboldbane. Her bruges køller, som vi kender fra kroket, men i stedet for buer spiller man på huller. Banen består af 12 huller, hvor det gælder om at få færrest mulige slag.
I 2018 fik Aalbæk etableret en bane i kulturhusets have med navnet Lysets Landsby Krolf. Senere fulgte Senior Idræt i Strandby/Elling og Senior Idræt i Jerup, efterfulgt af idrætsforeningen i Tolne/Mosbjerg (TMI). De fire klubber er medlem af DAI, Dansk Arbejder Idrætsforbund.
Siden 2020 har de fire klubber deltaget i et Østkyststævne, hvor stævnet bliver afholdt skiftevis hos klubberne. Der kåres en Østkystmester hvert år både på mande- og kvindesiden.
I løbet af 2024 har 44 krolfspillere dystet i de fire klubber. I år var det TMI, der stod for det afsluttende stævne, hvor det skulle afgøres, hvem der løb med mesterskabstitlerne i 2024.
Der deltog 41 krolfspillere på finaledagen. De blev sendt ud på TMI's 2 x 12 hullers bane og mødte undervejs et par huller, der voldte lidt besvær for spillerne.
Da sammentællingen for dagen sammenlagt med hele stævnet blev offentliggjort, var der en klar dominans fra SEIF på kvindesiden. Her besatte sidste års mester, Inge Madsen, førstepladsen. På andenpladsen kom Alice Jensen, og tredjepladsen gik til Birgitte Larsen – alle tre fra SEIF.
Hos herrerne er der kommet en ny mester, idet Aksel Jensen, SEIF, har besat førstepladsen. Sidste års Østkystmester, Ib Olsen fra Aalbæk, blev henvist til andenpladsen, mens Erik Nielsen fra Aalbæk fik tredjepladsen.
Efter kåringen blev der hygget, snakket og afsluttet med smørrebrød – det er også en vigtig del af stævnet.