Ønskeengel med nyt initiativ
SKAGEN: Skagen Ønskeengel hjælper hvert år til jul trængte familier og deres børn med en julegave.
Folkene bag Skagen Ønskeengel har besluttet, at man i år også ønsker at hjælpe økonomisk trængte familier til at få en god oplevelse.
Man kan søge til mange ting, bl.a. bowling, padel, svømmehal, biograf, museer, escape room, Farm Fun, en pizzaaften - kun fantasien sætter grænser. Til oplevelsen kan der også knyttes mad, drikke, is, transport m.m. Aktiviteten skal kunne finde sted i Skagen, Hulsig eller Ålbæk. Ansøgningsskema kan fås ved henvendelse på mail til Skagen Ønskeengel.
Skagen Ønskeengel er et privat humanitært projekt, der har eksisteret siden 2015 og støtter familier med børn, hvor økonomien er trængt, og hvor der ikke kan opnås støtte andre steder fra.
Med den store opbakning og donationer har projektet indtil videre kunnet opfylde alle ønsker og derudover udvide aktiviteten til at give familier gode sommeroplevelser.