Livet her

Øllet bliver nu brygget i Sæby

16. november 2020 kl. 11:12

SÆBY: Sæby Bryghus har de seneste par år fået deres øl brygget hos Løkken Bryghus. Men lørdag 14. november tkunne Bryguset tage sit bryggerianlæg i brug og Sæby kan dermed efter cirka 100 års pause bryste sig af igen at have en kommerciel ølproduktion i byen.

Bag bryggeriet står Michael Bertelsen og Anders Jessing og Morten Stausgaard.

Michael Bertelsen og Anders Jessing har deres daglige gang i Søværnet og arbejder med at forsvare de danske grænser, mens Morten Stausgaard ejer og driver firmaet Cantona, der er en af Sæbys store virksomheder indenfor byggeri.

Han er indtrådt som tredje partner i bryghuset.

I fritiden bliver dronningens uniformer skiftet ud med bryghusets T-shirts. Krudt og kugler samt byggeelementer bliver erstattet af malt og humle, der skal læske sæbynitternes ganer.

Installation og montering af anlægget i byggefirmaet Cantonas lokaler på Aalborgvej, har trukket længere ud end planlagt.

- Men når vi skal passe vores normale arbejde, brygge øl i Løkken og beerlounge på Sæby Torv, kan det være vanskeligt at finde de sidste timer i døgnet til at klargøre produktionsanlægget, men nu er vi på plads og alt fungerer, smiler brygmester Michael Bertelsen.

Med foden under eget bryggerianlæg har Sæby Bryghus nu muligheden for fuldt ud at leve op til sit formål, som bryghuset formulerer således: Igennem lokal brygning og distribution af kvalitets specialøl, med lokalt tilsnit, at bidrage til livet i byen og til byens identitet, som et attraktivt turistmål med rige muligheder for kulinariske oplevelser.

Sæby Bryghus brygger øl af passion for ølbrygning og kærlighed til byen under vores slogan ”For Øllet og for Byen”

- Først og fremmest handler det for os om at brygge øl efter de helt gamle håndværkstraditioner, hvor der aldrig bliver gået på kompromis med smagen eller kvalitet.

- Men samtidig vil vi heller ikke lave øl som alle andre, pointerer Anders Jessing.

De passionerede ølbryggere, der selv er med i hele processen, fortæller gerne og længe om de håndværksmæssige detaljer, der skal kendes for at brygge cirka 600 liter øl af gangen.

Den første produktion bliver en porte-type med navnet ”Møllehus” der er klar til tapning om seks uger.

Som noget nyt fremstiller bryghuset upasteuriseret fadøl, der er brygget uden brug af tilsætningsstoffer, ud over vand, humle, malt og gær.

- Med etablering af micro bryggeriet hos Cantona har vi fået mulighed at benytte firmaets showroom, hvor vi kan invitere interesserede på ølsmagning, serveret i et autentisk miljø, hvor gæsterne samtidig har mulighed for at opleve, hvordan det hele syder og koger i bryggeriet, fortæller Michael Bertelsen.

For at genbruge nogle af restprodukterne ved brygningen, har brygmestrene indgået aftale med Håndværksbageren på Aalborgvej, som aftager det brugte malt, der skal indgå i en ny type Sæby Bryghus rugbrød.

Når de to brygmestre får mere rutine i at brygge de gyldne dråber, er det planen, at de vil invitere amatørbryggere indenfor.

- Da vi selv for år tilbage hjemme i privaten gik og eksperimenterede med at brygge øl, havde vi tit ønsket os en mulighed for at skalere vores øl op i større mængder. Denne mulighed ønsker vi nu at tilbyde andre, oplyser Anders Jessing.

Sidste år lancerede Sæby Bryghus sit første julebryg.

Julebryg 2019 blev så stor en salgssucces, at de ikke har ændret på dette års udgave, ja selv navnet er det samme.

Så kunderne behøver ikke at være nervøse for at købe øl selv om der på etiketten står 2019, den er brygget i år efter samme populære opskrift som sidste år, understreger brygmestrene.

Julebryg 2019 er en Brown Ale med noter af karamel, kaffe, lakrids og tilsat honning, indsamlet af flittige bier i Nellemanns Have.

Bryghusets Brown Ale er en fyldig øl, der passer godt til julemad uden at være for stærk til at gå an sammen med snaps til silden.

Annonceret indhold

Nyeste