Øllene fik ben at gå på

Der var rift om pladserne til ÆldreSagens ølsmagning i Manegen

10. april 2019 kl. 08.20

SÆBY: Der var kun plads til de 50 hurtigste, da Ældre Sagen i Sæby kaldte til ølsmagnings-arrangement i Manegen - Sæby Kulturhus - og det var synd, for dem, der ikke nåede med.

For det blev i sandhed en vederkvægende aften, hvor øl skabt i det sagnomspundne Thisted Bryghus kedler, blev prøvesmagt efter alle kunstens regler, af det kyndige panel, der talte både kvindelige og mandlige smagere - ikke i ligelig fordeling for mændene var klart i overtal.

Thisted-bryggeriet er flere gange ved Danske Ølentusiasters årlige konkurrence blev kåret som Danmarks bedste bryggeri, og når det ikke var blevet til en førsteplads sidste gang så var det også lige før. I hvert fald i følge Ole Sørensen fra Thisted Bryghus, som gelejdede os gennem aftenen og ølsmagningen.

Han er tidligere købmand og har været i bestyrelsen for Thisted Bryghus, men nu hvor dagligvarehandlen er lagt på hylden - åbningstiderne blev for udfordrende, giver pensionisttilværelsen ham mulighed for at rejse rundt og fortælle om Thisteds Bryghus’ historie og om øllenes mange forskellige kvaliteter.

Vi fik en grundig indføring i Bryghusets planer - og gode fif til, hvordan man bedst sikrer sig ordentligt øl, når man er på tur rundt i landet.

- Man spørger selvfølgelig efter den lokale øl - og lykkes det ikke, så tager man en fra Thisted Bryghus, lød det fra Ole Sørensen.

Bryggeriet har for syvende år i træk har givet overskud og i seneste regnskabsår rekordbeløbet cirka 3,5 millioner kroner før skat.

Men bryggeriet har til huse i nogle gamle lokaler.

- Det er ikke noget at prale af, fortalte Ole Sørensen med en klar underdrivelse.

Det skal en investering på godt 30 millioner kroner i en helt ny bygning og udskiftning af det nuværende bryggeri ændre ved, så Thisted Bryghus bliver klædt på til fremtiden.

Det nuværende brygværk er over 60 år gammelt, og skal skiftes det ud. Og i samme åndedrag udvides med en ny bygning, der blandt andet skal rumme maltlageret og et nyt brygværk.

Den nye bygning bliver på 500 kvadratmeter og kommer til at ligge i forbindelse med de eksisterende bygninger på Bryggerivej i centrum af Thisted.

Så skulle Ældre Sagen finde på det, så vil der fortsat blive brygget god Thisted-øl også i årene der kommer, så der kan sagtens blive basis for at gøre ølsmagnings-arrangementet i Manegen til en tradition.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste