Nyuddannede skibsmontører er klar til arbejdsmarkedet
FREDERIKSHAVN: De nyuddannede skibsmontører fra EUC Nord i Frederikshavn er nu klar til at træde ind på arbejdsmarkedet med en bred vifte af efterspurgte kompetencer inden for mekanisk arbejde, svejsning og rørfremstilling. Skibsmontøruddannelsen retter sig mod den maritime branche, men efter endt læretid er de nyuddannede attraktive medarbejdere i mange andre sektorer.
Det fortæller EUC Nord.
Holdet, der netop har bestået svendeprøven, tæller blandt andre Mikkel Riisager fra MAN Energy Solutions, Hjalte H. Henriksen og Oliver Thomsen fra Orskov Yard samt Christian L. Jensen og Magnus L. Jørgensen fra Hirtshals Yard. For mange af de nyudlærte er det kombinationen af at arbejde med store emner og muligheden for en international karriere, der har tiltrukket dem til faget.
Flere af lærlingene har en baggrund, hvor de allerede i fritiden har skruet på knallerter, scootere, biler og traktorer, og deres tekniske interesse har gjort skibsmontørfaget til et naturligt valg. Gennem deres uddannelse har de været tilknyttet Lærlingeordningen ved Erhvervsservice Nord, hvor lærlingekoordinator Anette H. Sørensen har fulgt dem tæt.
- Jeg oplever ofte, at der er en tydelig sammenhæng mellem de unges fritidsinteresser og deres uddannelsesvalg, fortæller Anette H. Sørensen. Hun understreger vigtigheden af, at voksne omkring de unge bidrager til at spotte deres kompetencer og mulighederne i erhvervsuddannelserne.
Med en afsluttet erhvervsuddannelse kan de unge se frem til ikke blot job og økonomisk stabilitet, men også en hverdag med livskvalitet og ansvar. Anette H. Sørensen udtrykker stolthed over de unge mænds præstationer og tilføjer:
- Det er fantastisk at se, hvordan de tager ansvar og skaber et meningsfuldt liv for sig selv og deres familier. De er virkelig seje.
Foruden MAN Energy Solutions, Hirtshals Yard og Orskov Yard har andre virksomheder som EnTech Marine, Vestkajens Maskinværksted, Mariendal Electrics, RASI Maskinfabrik, Alfa Laval, Soft & Teknik, SeaMech, KS Maskinteknik og Svanehøj været partnere i Lærlingeordningen og spillet en vigtig rolle i de unges uddannelse.