Nytårstorsk har fået konkurrence af østers og hummer

30. december 2019 kl. 07.26

For en del år siden var billedet af det danske spisebord nytårsaften den traditionelle torsk på bordet.

Hvorfor er det blevet fisk denne aften? Vi skal helt tilbage til 1700 tallet, hvor fisk kom på bordet nytårsaften, som en modvægt til alt den fede mad man fik i juledagene, altså en fastespise.

I flere år har torsken derfor været en fast tradition på de danske nytårsborde. På Skagen Onsdag har vi taget pulsen på om torsken stadig kommer på bordet og vi besøgte Ole Mose Sørensen, der er ejer af Aavangs Fiskehus på Skagen havn.

- Det er stadig en tradition i mange hjem, men torsken har fået hård konkurrence af andre fiskesorter, siger Ole Mose Sørensen.

- Det er især de unge, der er blevet kreative, og takket være diverse opskrifter på nettet, har de fået øjnene op for andre fisk, såsom østers, jomfru hummer, kammusling, pighvar, rødtunge og laks. Desuden er hummer- og fiskesuppe også populære. Så det er blevet meget spredt med, hvad der står på de danske borde nytårsaften og så er det også i tidens trend, at folk er blevet mere kritiske med hvad de spiser, udtaler Ole Mose Sørensen.

- Vi gør også meget i frokostborde den 31. december. Her vil kunderne gerne have retter, der er færdiglavet. Fiskebord, tapastallerkener og platter er in. Så har de også mere tid til at forberede maden til nytårsaften, fortæller Ole Mose Sørensen.

Sæsonen for fiskehuset har været lidt op og ned. De gode dage ude på kajen blæste væk i år, i særdeleshed omkring Kr. Himmelfartsdagene.

- Men ved godt vejr, har vi meget at lave i den afdeling hvor vi serverer mad udenfor ved bordene. Så er der knap så meget handel i selve fiskeforretningen, siger Ole Mose Sørensen.

- Men når året er omme plejer det hele at gå op.

- Vi får også mere og mere at lave med færdigretter, hvor kunderne henter det hos os. Fiskebord, Skipperplanke, smørrebrød, sandwich, tapas buffet er nogle af retterne. Vi går meget op i kvalitet og det skal smage godt det vi laver.

Aavangs Fiskehus har åbent til og med 31. december, og til de kunder der kommer den 31. serveres fiskesuppe og lidt bobler som tak for året.

På spørgsmålet om hvad han selv skal have på bordet nytårsaften svarer Ole Mose Sørensen:

- Vi skal selvfølgelig have god torsk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste