Nyt vartegn afsløres ved rundkørslen ind til Skagen by
Søndag den 14. juli kl. 14.00, inviterer Skagen Rotary klubber til afsløring af en stor udgave af Skagens byvåben, udført i stål og opsat på stor sokkel. Arrangementet foregår ved rundkørslen ved Senius Møbler.
Det er Skagen Rotary morgen og aftenklub, der sammen med sponsorer, skænker det flotte vartegn til Skagen, hvor det byder lokale og gæster velkommen til vores dejlige by.
Taler og afsløring
Præsident Knud Thim Andersen, Rotary Skagen, byder velkommen. Derefter vil Jens Gram fra Skagen Rotary fortælle lidt om Rotary og ideen bag og begrundelsen for, hvorfor Rotary klubberne i Skagen, der sammen med sponsorer donerer Skagen Byvåben. Arrangementet slutter med at Borgmester Birgit Hansen får ordet og afslører det flotte monument.
Arrangørerne håber rigtig mange af byens borgere og gæster vil møde op denne eftermiddag. Efter afsløringen er Skagen Rotaryklubber vært ved en forfriskning.
Skagen byvåben er fra 1535 og risten symboliserer den rist, som skytshelgenen Sct. Laurentiius blev brændt på i 258 i Rom. Fisken under risten blev tilføjet senere, for at symbolisere at Skagen er en fiskerby. Skagen er eneste købstad i Danmark med motto ”Vort håb til Gud alene”.