Billede beskrivelse

Nyt borgermøde om havvindmøller ud for Frederikshavn

Kritik fra flere borgere medfører, at der bliver holdt endnu et borgermøde

19. november 2018 kl. 12.43

FREDERIKSHAVN: For at sikre en grundig debat om et muligt testsite for kystnære havvindmøller ud for Frederikshavn, inviterer Frederikshavn Kommune til endnu et borgermøde på torsdag 22. november klokken 19.00 i Det Musiske Hus.

I lørdags blev der ellers holdt et borgermøde om samme emne, hvor hundrede borgere var mødt op.

- På borgermødet i lørdags blev der udtrykt kritik af formen. Flere fremmødte gav udtryk for, at de havde forestillet sig en debat fra salen med et panel, hvor de fik mulighed for at udtrykke deres mening, fortæller borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Hansen (S).

Et oplysningsmøde

Ifølge Birgit Hansen var mødet i lørdags planlagt som et oplysningsmøde, hvor der var mulighed for at stille uddybende spørgsmål.

Men nu arrangeres yderligere et borgermøde om kystnære havvindmøller med et panel, hvor der vil være god tid til at stille spørgsmål og give sin mening til kende.

- Det er meget vigtigt, vi får en grundig debat, hvor borgere og erhvervsdrivende får lejlighed til at give udtryk for de muligheder, de ser, og for de bekymringer de måtte have.

- Derfor tager vi et møde mere. Jeg håber, at mange vil benytte lejligheden til at møde op – de, der er nysgerrige, de, der er imod og de, der er for projektet - så vi får en nuanceret debat, siger Birgit Hansen.

Kan sende en mail

På mødet vil et panel af parter, der har interesse i projektet, bidrage med korte indlæg, der præsenterer forskellige perspektiver på projektet.

European Energy, der har projektansvaret, vil ligeledes deltage i mødet og vil besvare spørgsmål om projektet.

I øvrigt kan alle borgere sende en mail til post@frederikshavn.dk senest 30. november og skriftligt give sine tilkendegivelser omkring kystnære havvindmøller.

Herefter vil alle svar blive taget med i den politiske drøftelse, når byrådet træffer beslutning om, hvorvidt Frederikshavn Kommune skal støtte op om forundersøgelsen til havvindmølleparken eller ej.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste