Nyt album fra ex-frederikshavner
Der er album-release på Frederikshavn Bibliotek 2. december
Hvis du er vild med blues, så er der en god grund til at kigge forbi Frederikshavn Bibliotek lørdag 2. december kl. 11.30.
Her dukker musiker Jesper Theis nemlig op.
Han er i Frederikshavn for at præsentere sit seneste album "Narrow Line".
Jesper Theis er født og opvokset i Frederikshavn, men har som så mange andre forladt byen til fordel for uddannelse i Aalborg.
Efter seks år som folkeskolelærer, har han nu sagt sit job op og har valgt udelukkende at satse på musikken.
Jesper Theis karriere som musiker kan spores tilbage til 90’erne i Frederikshavn, nærmere bestemt på Råholtvej hos Jespers far, hvor den nu 32-årige musiker og sangskriver for første gang stiftede bekendtskab med ’The Beatles Complete-sangbogen’, som han og faderen lånte på biblioteket.
Siden har Jesper Theis tabt sit hjerte til blues-genren, hvilket hans nye album også genspejler.
Det nye album indeholder 12 bluesnumre, hvoraf seks af numrene er skrevet af Jesper alene eller i samarbejde med en anden dygtig bluesmusiker, Peter Nande.
De øvrige seks er Jesper Theis egne fortolkninger af gamle bluesnumre, som er fra før verden kunne ses i farver.
Albummet er optaget i starten af 2017 i Finland over to dage.
For at deltage i Jesper Theis’ Album Release er alt du skal gøre at møde op på biblioteket, læne dig tilbage og nyde tonerne fra det nye album og høre fortælling om, hvordan albummet er blevet til.
Vil du vide mere om manden bag det nye album ’Narrow Line’ kan du læse mere på www.jespertheis.dk.