Ny smykkeforretning i Frederikshavn
Ægteparret Rikke og Christian Hamilton Heidemann har slået dørene op til en smykkeforretning i Danmarksgade 34, som i mange år husede Foto 34.
Forretningen hedder D’ORNOR og arbejder med egne designs, som omsættes til virkelighed gennem 3D-teknologi i smykke-produktionen.
De har de seneste par år udviklet deres eget smykkebrand.
- 3D giver os mulighed for at lave flere detaljer og personliggøre smykkerne. Produktionshastigheden er desuden højere, og omkostningerne er lavere, siger Christian Hamilton Heidemann.
Smykkerne produceres i 14 eller 18 karats guld og sølv. Smykkerne kan designes med ædelsten og perler.
- Vi special-importerer perler direkte fra perlefarmere på blandt andet den lille ø Fakarava, og det betyder at vi altid ligge rinde med et anseeligt antal forskellige perler, så man kan finde den man præcis går efter, oplyser Christian Hamilton Heidemann.
De to frederikshavnere på henholdsvis 33 og 34 år er bevidste om, at konkurrencen er stor, når det gælder salg af smykker i Frederikshavn, men de satser også på at få D’ORNOR-smykkerne ind i andre butikker i hele landet.
Parret vendte for godt tre år siden hjem til deres barndomsby, fordi de savnede Frederikshavn.
Rikke Hamilton Heidemann fik kort tid efter brystkræft. En sygdom, som har fyldt meget de seneste år.
Men efter vellykket behandling lykkedes det Rikke at blive gravid - og i dag løber der to halvanden år gamle tvillinger rundt i parret hus - altså sammen med de to ældre søskende.
Så det er en børnetravl familie, der har kastet sig ud i det nye erhvervseventyr.
- Men vi har altid haft en drøm om at blive selvstændige, og vi skal udleve vores drømme, mens vi kan, siger Christian Hamilton Heidemann.