Billede beskrivelse

Ny formand vil samle byen

18. april 2023 kl. 17.00

Efter generalforsamlingen den 28. marts har Skagen Bytings bestyrelse nu konstitueret sig i en bestyrelse med Niels Ove Kildahl, som bestyrelsesformand.

Kildahl har været en af hovedkræfterne bag den arrangementsrække, som Skagen Byting har afholdt de sidste par måneder med fokus på byens udvikling.

Og den nye formand lægger op til at fortsætte det, som allerede har været i fuld gang i Bytinget op til generalforsamlingen, og som også er foreningens overordnede formål, nemlig at være civilsamfundets stemme i byens sager, som han udtrykker det.

Vil samle byen

- Vores hovedopgave er at samle byens foreninger, erhvervsliv og civilsamfund omkring en strategisk udviklingsplan for byen, siger Niels Ove Kildahl, og lægger vægt på, at første skridt må være at få kendskab til hinanden og hinandens planer i byen.

- Vi vil gerne være med til at sørge for, at vi alle i byen får et bedre kendskab til hinanden. At man på havnen ved, hvad der sker på Skagens Museum, og at museet ved, hvad der sker på Odden, og at de ved, hvad der foregår i skolen og så videre, siger den nye formand og forklarer ideen om, at kendskabet til hinanden giver forståelse for hinandens projekter og grobund for bedre samarbejde om byen.

Billede beskrivelse

- Virkelysten i Skagen er god, men når nogen laver noget i den ene ende af byen, bliver andre overraskede i en anden del af byen, siger Niels Ove Kildahl og lægger op til, at byens aktører i større stil skal vide, hvad de hver især har i gang af projekter.

Og det bliver lige præcis Skagen Bytings fokus det næste stykke tid.

Et nyt byforum på vej

- Vi vil arbejde for at lave et byforum, så vi kan lave en koordineret og samlet indsats for vores by. Vi forestiller os et forum, hvor alle aktører i byen og civilsamfundet er repræsenteret, lige fra kommunen, til os, havnen, repræsentanter for gastronomien i byen, for hotellerne, turismen, skolerne, erhverv og handelsliv, plejehjemmene og til dem, der ikke taler dansk, siger Niels Ove Kildahl og understreger, at det ikke er et forum, som Skagen Byting skal styre, men rigtig gerne vil lave noget af benarbejdet for at få i gang.

Formålet er at få en by, som arbejder sammen og i fællesskab prioriterer byens projekter og - hvis det går, som Skagen Byting drømmer om - i samarbejde med kommunen får lagt en bæredygtig og lokalt støttet strategisk udviklingsplan for byen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste