Ny forening på vej i Sæby
DUI Leg og Virke kalder til stiftende generalforsamling
SÆBY: Lørdag 1. juni klokken 12 afholdes der stiftende generalforsamling hos Syvsten If, Idræts allé 3 i Sæby.
- Kom og vær med til at starte en ny afdeling af børne- og familieorganisationen DUI - Leg og virke i Sæby, lyder opfordringen.
Initiativtager til den nye forening er René Skorup Christensen, der selv bor i Dybvad.
- På et informationsmøde i april var der stemning for at fortsætte projektet, og det blev derfor besluttet at afholde stiftende generalforsamling 1. juni, oplyser han.
- Vi håber, at mange vil støtte op om en ny DUI-afdeling i Sæby og sprede det glade budskab. Hvis man er forhindret i at deltage i mødet, kan man give sin støtte til kende på Facebook, hvor man kan finde DUI-Sæby. Vi har allerede frivillige nok til at stifte en bestyrelse, men hvis der er flere, som ønsker at være med fra start, er de naturligvis meget velkomne, siger René Skorup Christensen.
DUI - Leg og virke er en selvstændig, idébetonet børne-, ungdoms- og familieorganisation, som bygger på arbejderbevægelsens grundholdninger.
Organisationen blev stiftet i 1905 af tjeneren Louis Florin og folketingsmedlem A. C. Meyer, og forkortelsen stod oprindeligt for De Unges Idræt. I 1968 føjede man dog også Leg og virke til navnet for at markere, at der er tale om et tilbud, som rummer mange forskellige former for fritidsaktiviteter.
Formålet med DUIs aktiviteter er at give alle børn og unge mulighed for selvstændig udvikling i respekt for, og samarbejde med, andre mennesker.
Rygraden i DUI - Leg og virke er de cirka 50 lokale afdelinger i hele landet, hvor børn og voksne i fællesskab planlægger og gennemfører aktiviteter som sang og musik, idræt, lejrture, fællesspisning, udvekslingsrejser, gøgl, drageflyvning og meget andet.