Ny dansk dramatik på Skovlyst
Sæby Scenen opfører ”Andet spor”
KOMMUNEN: Sæby Scenens lille teatergruppe ’Perron 2’ opsætter netop nu et nyt teaterstykke skrevet af Anne Sivesgaard og Nanna Rasmussen. Begge aktive i Sæby Scenen igennem mange år og har skrevet flere stykker til børn og unge men nu også til voksne.
Med en god portion humor er det en fortælling om at stå på tærsklen til noget nyt – uden muligheden for at vende tilbage til det, der var før. En fortælling der også har sin alvorlige side om de prioriteringer, vi gør i livet.
Vi møder fire passagerer, der er vidt forskellige steder i livet.
Det eneste de har til fælles er, at de er på vej til et nyt sted.
Og så er der selvfølgelig også konduktøren, der bare forsøger at få det hele til at glide. Ikke en nem sag, når man står overfor fire passagerer – billetterne er væk og en hel del er på spil.
På scenen møder vi tre yngre skuespillere - Anne Sivesgaard Jensen, Nanna Rasmussen, Elsa Kristine Blomberg, der i denne forestilling får selskab af de mere modne Conny Holm Egeborg og Margaretha Cedergren.
Ved denne opsætning er en gammel kending vendt tilbage.
Det er Karsten Legård, der står for scenografi og instruktion.
Karsten arbejder til daglig med kulisser og rekvisitter på Aalborg Teater.
Han kommer oprindeligt fra Sæby og har været aktiv i Sæby Scenen siden barn. Senest med flere større musicalopsætninger. Efter han har holdt nogle års pause, er teatergruppen nu glade for at have ham tilbage i folden.
I teknikken møder man for første gang det kvindelige team – Pernille Lykke Christensen og Maiken Munch Kristensen, der sammen skal sikre lys og lyd til opsætningen.
Stykket varer ca. 5 kvarter. Der er ingen pause
I forbindelse med opsætningen er gjort muligt, at man forud for forestillingen torsdag og fredag 12. og 13. november begge dage med start kl. 19.30 kan nyde en lækker tapas-anretning og lørdag og søndag 14. og 15. november med start kl. 15 eftermiddag kan nyde en kop kaffe/the med tærte.
Alle dage vil der være åben i caféen en times tid efter forestillingen.