Ny danmarksmester i Frederikshavn Sejlklub

13-årige Nils Christensen er uofficiel danmarksmester i Tera Sport Klassen

09. oktober 2017 kl. 07.00

For nogle dage siden erobrede Frederikshavn Sejlklub titlen som Danmarksmester for sejlklubber i 2017. Det var en ret stor bedrift, og det var andet år i træk, man kunne løfte trofæet. Men her stopper hæderen for klubben slet ikke. 13-årige Nils Christensen, der til daglig går i 7. klasse på Bangsbostrand Skole, har også indskrevet sig i klubbens annaler. Forleden blev han nemlig uofficiel Danmarksmester i den sejlsportsdisciplin, der hedder Tera Sport Klassen. Det skete ved et stævne, der fandt sted i Skælskør. Nils Christensen var bedste dansker i løbet af de seks sejladser, der blev afviklet i disciplinen:

- Ja, jeg vandt én af sejladserne, og fik også en tredje- og en femteplads. Så jeg blev nummer fire i alt efter nogle svenskere, men altså bedste dansker.

Tera Sport Klassen siger måske ikke de fleste ret meget. Ved første øjekast minder båden en del om den type, nogle kender som en optimistjolle. Men der er væsentlige forskelle, forklarer Nils Christensen:

- Altså, en optimistjolle er jo mere flad - nærmest firkantet - i bunden og i spidsen. I Tera Sport Klassen er bådspidsen mere strømlinet, og den sejler også hurtigere end en optimistjolle. Til gengæld kan man godt vælte rundt også i en Tera Sport Klasse-båd. Det har Nils Christensen prøvet mange gange.

Mesterskaber i Skælskør har i den grad givet Nils Christensen blod på tanden, og han kunne godt tænke sig en gang at deltage i et endnu større stævne. VM for eksempel:

- Men næste år finder verdensmesterskaberne sted i England, og det bliver nok ikke lige der, jeg skal være med. Men i 2019 skal VM afvikles i Ljungskile i Sverige, og der kunne det være spændende at være med. Også fordi det så finder sted tæt på, hvor en stor del af min familie bor. Jeg er nemlig halvt svensker.

Det er ikke den store tilfældighed, at Nils Christensen er blevet en dygtig sejlsportsmand. Hele familien har dyrket sejlsport i mange år, og selv har Nils været aktiv på vandet siden han var syv år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste