Billede beskrivelse

Ny bestyrelse for NORDJYSKE Medier

25. marts 2018 kl. 14.39
Opdateret kl. 14.51

På en ekstraordinær generalforsamling er der fredag formiddag valgt en ny bestyrelse i NORDJYSKE Medier A/S, der er driftsselskabet bag blandt andet NORDJYSKE Stiftstidende, nordjyske.dk og en række andre nordjyske medieaktiviteter - blandt andet Lokalavisen Frederikshavn.

Som ny formand er valgt direktør Morten Sandlykke, 54 år.

Morten Sandlykke bor i Hjørring, hvor han i sin tid stiftede og stod i spidsen for sit livsværk, den internationale softwarevirksomhed Targit, som blev solgt for et år siden.

Endvidere er han medlem af flere bestyrelser, herunder den aalborgensiske IT-virksomhed AskCody.

- Jeg glæder mig til at formidle et stærkt samarbejde i bestyrelsen og med virksomheden. Der er behov for medier, som kan skære igennem i kampen om informationer, der skaber forvirring og usikkerhed, og her har NORDJYSKE Medier et godt udgangspunkt, siger Morten Sandlykke.

Ny næstformand i bestyrelsen er Lisbeth Valther, 52 år. Hun bor i Varde, har været koncerndirektør i Lego og er nu administrerende direktør for energi- og tele-koncernen SE’s afdeling for viden og innovation, Next Step A/S. Desuden er hun medlem af bestyrelsen i norske Orkla, som er Nordens største leverandør af mærkevarer til dagligvarehandlen.

Valgt til bestyrelsen er også Lene Tanggaard, 44 år, og fra Aarhus. Hun er ansat ved Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet og blev for 10 år siden Danmarks yngste professor. Hun er blandt andet forfatter til en række bøger og modtog i 2015 Gyldendals formidlings-pris.

Endelig er salgs- og marketingdirektør, Rikke Mølgaard, 41 år, der bor i Aalborg, blevet medlem af bestyrelsen. Hun er cand.merc. og har siden 2009 været ansat i Aalborg Lufthavn.

Før da var hun i flere år ansat i Tivoli i København.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste