Billede beskrivelse

Nu starter byggemodning af nyt område i Frederikshavn

24. september 2022 kl. 08.15

FREDERIKSHAVN: Området mellem skoven og Bangsbovej kommer til at indeholde 16 parcelhusgrunde samt 20 seniorboliger til udlejning og tilhørende fælleshus.

Det er Christian Vejby og selskabet Boligland Frederikshavn ApS, der står bag udstykningen til det nye boligområde. Samme selskab, som netop har opført 20 boliger og et fælleshus på skolegrunden i Sæby.

Hvis du den seneste uges tid har kørt ad Brønderslevvej mellem Frederikshavn og Kilden, har du sikkert bemærket nogle jorddynger og en gul gravemaskine på marken over for Suderbovej. Her er man nemlig gået i gang med det første trin i projektet, etablering af en støjvold langs Brønderslevvej.

Ændret flere gange

- Der foregår en masse gravearbejde og flytning af jord den kommende tid. Grunden har tidligere været brugt til tjæring af fiskegarn og er derfor forurenet med tjære. Den forurenede jord graves af og anvendes som fyld i støjvolden. For at undgå fremtidig forurening bliver der etableret en membran under støjvolden, forklarer Christian Vejby.

Når det indledende jordarbejde er gennemført, skal der kloakeres og laves interne veje. Der skal også føres fjernvarme frem til boligerne.

Projektet har været under vejs nogen tid og er blevet ændret og tilpasset flere gange, bl.a. for at tage hensyn til skoven og en fredet gravhøj. Derfor friholdes en stor del op mod skoven for byggeri. Seniorboligerne bliver placeret nederst på bakken, og der etableres indkørsel fra Brønderslevvej over for Suderbovejs udmunding.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste