Nu skal Veteranstuen indvies

På flagdagen 5. september indvies veteranstuen på Orlogshjemmet

26. august 2019 kl. 09.02

FREDERIKSHAVN: Torsdag 5. september markerer vi igen Flagdagen, hvor vi sammen kan sige tak for indsatsen til alle Danmarks udsendte. Både dem, der er ude nu, og veteranerne, der er hjemme igen.

Som noget helt nyt inviterer Frederikshavn Kommune i år til en markering af Flagdagen.

Alle veteraner med deres familier og alle andre borgere er velkomne, når borgmester Birgit Hansen klipper snoren til den nye veteranstue på Orlogshjemmet i Frederikshavn.

- Den nye veteranstue er et resultat af en stor, fælles indsats, siger Birgit Hansen.

- Mange sponsorer har bidraget, og håndværkerne har arbejdet hen over sommeren, så alt kan være klar.

Ja faktisk bliver der knoklet på helt frem til selve indvielsen - i hvert fald forventer Soldaterhjemsleder Poul Nielsen, at man først er klar til at bære stolene ind i cafeen 5. september om morgenen.

For selv om det er gået godt, så er der lige nogle ender, der mangler det sidste nøk.

- Men vi skal nok nå i mål, siger Poul Nielsen.

Veteranstuen skal bruges til arrangementer for veteraner – caféaftener, familielørdage og meget andet, hvor veteraner og deres familier kan mødes.

Stuen bliver dog også et godt sted for andre aktiviteter på Orlogshjemmet, hvor det ofte har knebet med plads til alt det, der foregår i huset.

- KFUMs Soldatermission vil gerne skabe hjem for soldater, veteraner og pårørende.

- Derfor er vi meget taknemmelige for, at lokale veteraner har valgt at bruge KFUMs Orlogshjem og vores værtskab som mødested, siger landsformand i KFUMs Soldatermission Jesper Hornstrup.

Alle er velkomne til arrangementet på Orlogshjemmet, Understedvej 1 i Frederikshavn torsdag 5. september.

Veteranstuen bliver indviet kl. 17 og der er kaffe på kanden helt til kl. 18.30.

- De udsendte yder og har ydet en fremragende indsats, der gør verden til et bedre sted for os alle.

- Det vil jeg gerne takke dem og deres familier for, og det er jeg sikker på, at mange andre også gerne vil, siger Birgit Hansen, der håber, at mange lægger vejen forbi Orlogshjemmet på torsdag 5. september om eftermiddagen.

Byggeriet af veteranstuen løber op i ca. 900.000 kr., som lokale og nationale sponsorer og fonde har doneret, og det er Birgit Hansen, der har stået i spidsen for den støttekomité, der har rejst midlerne.

Det er lokale håndværkere og leverandører, der har udført arbejdet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste