Nu skal der bygges på Værkergrunden
Skitseprojekt: A/S Trigon vil bygge op omkring 30 eksklusive lejligheder i Frederikshavns absolutte centrum
FREDERIKSHAVN: Siden årtusindeskiftet har der været arbejdet på at finde den rigtige løsning for den tomme Værkergrund i Frederikshavns midtby.
Værkergrunden har siden Forsyningen flyttede op på Knivholtvej været udset til at rumme et privatfinansieret boligprojekt.
Og bud har der været flere af - det mindst jordnære formentligt den gyldne fakkel - navnet for det 85 meter høje højhus, der var udset til at række op mod stjernerne, da planerne var på det højeste i de første år af nullerne.
Men nu sker der endelig noget med den næsten 12.000 kvadratmeter store midtbygrund - naboejendom til føtex.
A/S Trigon har nemlig besluttet sig for at bygge to punkthuse på Værkergrunden og forventer at have lokalplanen for byggeriet klar omkring årsskiftet.
Herefter skal planen politisk behandles - så spaden sættes først i jorden om et år.
- Vi synes, vi er lykkedes med at finde en løsning, der tilfører midtbyen en kvalitet uden at udfordre omgivelser, siger direktør Karl-Erik Slynge, Trigon.
Det er tegnestuen LBB3, der har sat stregerne til byggeriet, der samlet set kommer til at rumme omkring 30 lejligheder.
Det er den samme tegnestue, som står bag den nye p-plads på Rådhusøen - og det kommende byggeri føjer sig da også utrolig smukt ind i tankesættet om at vende aksen fra syd-nord til øst-vest.
Derfor er ideen om to punkthuse også glimrende, fordi den muliggør det helt naturlige forløb for gående helt fra Hangårdsvej ved Løve Apoteket op over Rådhusøen videre op af den nye poesitrappe gennem forløbet ved de to kommende punkthuse og helt op til Arena Nord.
- Vi synes også at opdelingen i de to punkthuse gør byggeriet lettere og luftigere, fordi man kan se igennem det og fordi vi eksempelvis ønsker eksklusive trappetårne i glas, fordi de skaber en gennemgående synlighed, siger Karl-Erik Slynge.
Han er ikke det fjerneste i tvivl om, at der vil være købere til de nye lejligheder.
- Der er mange, der gerne vil bo i centrum, hvor man kan gå til alting. Den mulighed giver vi med dette byggeri, siger Karl-Erik Slynge.
Det bliver ejendomsmægler Jens Jørgen Calundan, der kommer til at forestå salget - og han forventer, at man allerede går i gang med det på projektstadiet.
- Lejlighederne bliver i forskellige størrelser - hvor de mindste bliver 85 kvadratmeter og de største 146 kvadratmeter. Og prissætningen vil ligge mellem 1,8 millioner og 4,5 millioner kroner, siger Jens Jørgen Calundan.
Når han tror på projektsalgsideen er det fordi, man derved sikrer sig mulighed for at sætte sit unikke præg på egen lejlighed.
- I forhold til andre etagebyggerier har vi her den store fordel, at man på alle andre niveauer end på nederste etage ikke har en nabolejlighed, hvis vægge støder op til ens bolig.
- Dertil kommer at man har et stort lyst repos ved trappe og elevatoren på hele 40 kvadratmeter. Det er med til at rykke lejligheden helt ud på repos’en, siger Jens Jørgen Calundan.
Lejlighederne planlægges med en øst og en vestvendt altan - og det giver mulighed for at have gennemgående lys i hele lejligheden.
Ud over lejlighederne arbejdes der i skitseprojektet med plads til en kulturaktør i en større bygning.
- Vi forhandler til flere sider om den sag i øjeblikket, siger Karl-Erik Slynge, der ikke ønsker at være mere konkret for nærværende.
Værkergrunden har en tjæreforurening med sig fra den gang den rumme Gasforsyningen,
Her arbejder Trigon med en plan om at fastholde den eksisterende P-plads og asfaltere den.
- Så vælger vi at løfte boligerne en etage op, så de slet ikke er i forbindelse med den eksisterende grund, siger Karl-Erik Slynge, der glæder sig til at få skitseprojektet omsat til praktisk handling.
- Men som sagt. Der går nok et år inden spaden kommer i jorden, siger Karl-Erik Slynge