Dyrlæge Jette Hermansen og assistent Stine Valentin Christensen. Foto: Hans Jørgen Riis. Foto: Hans Sejlund
Livet her

Nu kommer Frynseklinikken til Frederikshavn

29. juni 2022 kl. 06:30

Da Dyreværnet, som er en af Danmarks ældste dyreværnsforeninger, i 2018 lancerede sin første nye non-profit mobile dyreklinik, Frynseklinikken, var det et sats. Klinikken, der var doneret af dyreelskeren Jørgen Andersen, var et tiltag, der skulle tilbyde hjælp til socialt udsatte borgeres kæledyr i hele landet, men det var usikkert hvor mange, der ville benytte sig af hjælpen.

Hurtigt stod det klart, at succesen var enorm. Derfor donerede Jørgen Andersen endnu en Frynseklinik til foreningen i 2019. I 2021 donerede Jørgen Andersen så den tredje Frynseklinik, så Dyreværnet nu dækker hele Danmark.

Til dato har de tre Frynseklinikker hjulpet 8.500 kæledyr til at få et bedre liv. Det tal begejstrer initiativtager Rikke Christensen-Lee, der er direktør for Dyreværnet.

- Jeg havde ikke drømt om, at vores indsats på netop dét område var så tiltrængt, og jeg er lykkelig over, at vores dyreværnsforening har kunne hjælpe så mange kæledyr via Frynseklinikkerne. Vi ved, at mange socialt udsatte danskere har kæledyr. Og vi ved af erfaring, at netop dyrene giver denne målgruppe både tryghed, kærlighed og et tilhørsforhold, de måske ikke har med andre mennesker. Frynseklinikkernes indsats hjælper kæledyrene. Men vi hjælper også deres ejere og det varmer vores hjerter, siger direktøren.

Den rullende dyrlægeklinik tager sig af udsatte borgeres kæledyr. Foto: Hans Jørgen Riis

Hver mobile klinik er bemandet af en dyrlæge og en assistent, der sikrer, at både dyr og ejer får en god oplevelse ved besøget. Man betaler, hvad man kan, for en konsultation.

Frynseklinikken vil være i Frederikshavn i en time. Der er ingen tidsbestilling, man møder bare frem med sit kæledyr.

Nyeste