Nu bæres lyset frem: 5. Klasse gik på plejehjemmet

13. december 2022 kl. 16.03

‘Nu bæres lyset frem

stolt på din krone

rundt om i hus og hjem

sangen skal tone’


Sådan lyder det på luciadag landet rundt - på skoler, plejehjem, institutioner og sygehuse, og sådan lød det også på Ankermedet Plejecenter i Skagen denne tirsdag i december.

Højt og smukt blev der sunget, da de to 5. klasser fra Skagen Skole traditionen tro gik Lucia på plejehjemmet og aktivitetscenteret til stor glæde for plejehjemsbeboere og brugere af aktivitetscentret.

- Det var dejligt. De sang flot. I det hele taget sker der så mange ting her hos os. Vi keder os aldrig. Der er masser af musik her. Vi synger jo også sammen en gang om ugen til harmonikaspil her på plejehjemmet, siger 84-årige Henning Gaardestrup, som er tidligere skibstømrer og fisker, og har boet på Ankermedet Plejecenter siden 2014.

Og det er flere årtier, at luciasangen har lydt på plejehjemmet i Skagen. Ingen er helt sikre på hvor længe, men plejehjemmet har netop holdt 40 års jubilæum og rygterne siger, at der har været Luciaoptog lige fra starten.

En nyere juletradition

Og sandsynligheden for det er da også stor, for traditionen med luciaoptog i Danmark startede allerede tilbage i 1944, hvor det første offentlige optog fandt sted, arrangeret af varehuset Scala i København.

Men selvom det kan synes som lang tid, er Lucia faktisk en forholdsvis ny opfindelse i Danmark.

I Norden begyndte skikken i Sverige allerede helt tilbage i 1800-tallet, hvor svenskerne blandede skikken med stjernedrenge, der sang julen ind, sammen med historien om Santa Lucia.

Det første offentlige luciaoptog i Sverige fandt sted i 1927 og spredtes hurtigt derefter.

Da lucia-traditionen opstod i Sverige, fulgte man den julianske kalender, hvor den længste dag faldt den 13. december. I dag følger vi den gregorianske kalender, og her falder den længste dag den 21. december.

Lucia-traditionen er derfor en lysfest, hvor man lyser mørket op og fejrer, at det igen bliver lysere.

Lucia lyste for de fattige

Oprindeligt er luciadagen en fest for den katolske helgen Santa Lucia, hvis navn betyder lys.

Legenden lyder, at Lucia var en ung kristen kvinde, der levede i 300-tallet i byen Sykarus på Sicilien. Lucia troede ikke på den romerske religion, men var kristen, hvilket ikke var helt ufarligt dengang - derfor søgte mange kristne tilflugt i de underjordiske katakombere.

Men om natten sneg Lucia sig ud med mad til byens fattige, og for at kunne se om natten, og samtidig have sine hænder fri til at hjælpe, bar hun en krans med lys på sit hoved.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste