Nu åbner Tøjeksperten By Tversted

28. september 2020 kl. 15.41

Det kom som et chock, da PWT Group valgte at lukke Tøjeksperten på Kirkepladsen på grund af coronakrisen. Man valgte i Frederikshavn kun at fortsætte Wagner forretningen i Havnegade – dog i stedet som en Tøjeksperten.

Med tabet af en stor udlejer valgte Hans Tversted, som ejer bygningen på Kirkepladsen, at forsøge selv at etablere en ny tøjforretning i de ledige lokaler, hvor der har været herrebeklædning i en menneskealder. Det lykkedes – og det blev igen en Tøjeksperten, og med den tidligere butikschef fra Tøjeksperten Jakob Kristensen i rollen som daglig leder. Hans Tversted fortsætter sit job som tandlæge, og vil kun være med bag linjerne.

Den 1. oktober er butikken klar til at slå dørene op, efter en større renovering. Navnet på butikken bliver Tøjeksperten By Tversted.

- Der arbejdes på højtryk for at få de sidste detaljer på plads i butikken, og alt det nye tøj på plads. Vi har flyttet på disken, så den er røget over til trappen og det fungerer super godt. På første sal har vi stadig festtøj og der er indrettet med lounge område, så man kan tage sig god tid til at finde det helt rigtige sæt tøj fortæller Jakob.

Tøjeksperten består både af butikker som er 100% ejet af PWT Group samt franchise butikker, hvor franschisetageren forpligter sig til som minimum at føre 60% af Tøjekspertens sortiment.

- Vi ser det som en stor fordel at vi som franchisetager både kan have Tøjekspertens stærke brands som Bison, Junk De Luxe og Lindberg, og supplere med andre stærke brands som man ellers ikke kan få i byen. Det giver os mere frie tøjler til at sammensætte vores eget sortiment. Vi har fx fået stærke mærker som Superdry og Fred Perry fortæller butikschef Jakob Kristensen.

Åbningen fejres torsdag, fredag og lørdag med gode tilbud, men der bliver ikke en decideret reception.

- Vi tager alle de nødvendige forholdsregler, så man trygt kan kigge forbi. Vi strækker åbningen over tre dage, så der bør være plads nok til alle. Der vil være en lille forfriskning til de kunder der kommer forbi. Jeg glæder mig helt vildt. Det bliver fantastisk at komme i gang igen fortæller Jakob Kristensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste