Nordmænd er her og der og alle vegne
56 fodboldhold ud af 130 til Cup No 1 er fra Norge og de norske elbiler lister rundt og sætter deres præg på byen
Du skal kigge sig ekstra godt for i denne uge, når du går over vejen i Frederikshavn og omegn.
De norske el-drevne biler sætter deres præg på byen, når de lydløst kører fra turneringen Cup No 1 på Fodboldvej og ned til byens hoteller, cafeer og seværdigheder.
Der er 56 hold med fra Norge. Når arrangørerne skal finde indkvartering på skolerne til spillerne og deres ledere regner de 15 personer pr. hold.
Og med 56 hold svarer det alene til 840 nordmænd.
Dertil kommer, at mange af de norske spillere har taget deres familier med, som lejer sig ind i sommerhuse Airbnb, hoteller og på campingpladser.
Tal fra Visit Denmark viser at en norsk turist dagligt lægger mellem 1700 kroner, når de er på kyst/naturferie og 2800 når de er på storbyferie.
Til sammenlig viser tallene, at en dansk turist bruger 800 kroner og 1700 kroner på de to forskellige ferieformer.
Strejken hos SAS
Jette Varmløse er leder af fodboldturneringen Cup No 1, som er tilbage i uge 28 dog med logistiske udfordringer.
På grund af strejken hos SAS er amerikanske hold forsinket- et af dem kom i onsdags ved midnatstid. De skulle have været i Frederikshavn søndag aften. I alt er holdene flyttet over til 11 forskellige fly, og alle er nået frem.
- Mange af de udenlandske hold deltager i næste uge i fodboldturneringen i Gøteborg og i uge 30 til Dana Cup i Hjørring.
Derfor er de interesseret i at nå frem, selvom det har været meget besværligt for nogen af dem, oplyser Jette Varmløse.
Krig i Europa
I alt er der 36 færre hold end i 2019 til fodboldturneringen i Frederikshavn.
Der er stadig corona i Europa, og der er krig.
- Krigen i Ukraine har fået de asiatiske hold til at undlade at tilmelde sig for eksempel hold fra Indien og Malyasia, som plejer at komme. De giver krigen i Europa, som forklaring, og jeg forstår dem godt, siger Jette Varmløse.
Hun ville også være betænkelig ved at sende et barn på 12 år så langt væk, hvis hun vidste, der var krig i området.
For selvom vi europæere ved, at Ukraine er langt væk og der ikke er krig i Danmark, så kender folk langt væk fra ikke på samme måde afstandene.
- Alt i alt er vi derfor tilfredse med antallet af deltagende hold i år, siger hun.
Cup No 1 slutter lørdag med finaler og præmieoverrækkelse på Frederikshavn Stadion.