Januar er normalt kendetegnet ved nytårskure og menneskefulde bilforhandlere. Historien blev imidlertid en anden i januar 2021.
Livet her

Nedlukning amputerer bilsalget

05. februar 2021 kl. 06:00

KOMMUNEN: Januar er normalt kendetegnet ved nytårskure og menneskefulde bilforhandlere.

Historien blev imidlertid en anden i januar 2021.

Corona-nedlukningen lagde en kraftig dæmper på bilsalget, og der blev kun indregistreret 10.257 nye biler i hele Danmark, hvilket er det laveste antal på en måned siden marts 2009.

Nedgangen ramte også Region Nordjylland, hvor der blev indregistreret 51,6 procent færre personbiler end i januar sidste år.

I alt fik 868 nye mordjyske biler asfalt under dækkene i den forgangne måned.

Til sammenligning blev der i gennemsnit indregistreret 1.430 nye personbiler om måneden sidste år i regionen.

- Oven på vedtagelsen af det nye afgiftssystem var der lagt i kakkelovnen til, at januar skulle blive en rigtigt god måned for os. Det satte coronaen imidlertid en stopper for.

- Vi forstår naturligvis corona-situationens alvor, men appellerer samtidig til, at myndighederne vil gribe restriktionerne af detailhandlen mere nuanceret og differentieret an, siger Mads Rørvig, administrerende direktør for De Danske Bilimportører.

- De fleste bilforhandlere – også i Nordjylland - har mange hundrede kvadratmeter til rådighed og har dermed rigtigt gode forsætninger for at fremvise deres biler på en forsvarlig og coronavenlig måde.

- Vi foreslår, at kunderne booker tid til fremvisning, så man undgår trængsel hos forhandlerne - og kødannelse udenfor, understreger han.

Salget af de grønne biler fortsætter ufortrødent trods corona-nedlukningen.

En fjerdedel af de nye biler i det nordjyske var enten el- eller plug-in hybridbiler i januar måned, og den opladelige salgsandel var dermed 18 procentpoint højere end i samme måned sidste år.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu